SønderjyskE vil arrangere Continental Cup
SønderjyskE Ishockey, der netop er blevet danske mestre, lægger nu billet ind på afviklingen af tredje runde i den europæiske pokalturnering, Continental Cup
Klubben har tidligere deltaget i turneringen, hvor det i 2010 blev til sejr i gruppespillet i italienske Asiago og senere i 2011, en bronzemedalje ved finalerunden i Minsk, Hviderusland.
Adm. direktør Klaus Rasmussen håber, at det lykkes at trække den store turnering til Sønderjylland og SE Arena:
"Nu har vi indsendt ansøgningen til Danmarks Ishockey Union og IIHF. Vi ansøger om deltagelse med SønderjyskE i turneringen og yderligere også om, at SE Arena skal lægge is til turneringens tredje runde (Continental Cup afvikles over fire runder, red.)."
"Jeg synes, at vi med OL kvalifikationsturneringen fik vist at vi for det første kan løfte en international turnering. Landsdelens opbakning i februar med omkring 15.000 tilskuere viste også, at syd – og sønderjyderne gerne møder op i stort tal til de store kampe og arrangementer i SE Arena."
"Gode kræfter i Danmarks Ishockey Union arbejder nu for, at vi får Continental Cup til Danmark. Jeg håber, at vi i løbet af sommeren får en positiv tilbagemelding således, at vi i november måned kan invitere til en ny, stor turnering i SE Arena," slutter Klaus Rasmussen.