Forum Vægtløftning løftede igen hæder
De unge mennesker i den lille vægtløftningsklub bliver bare ved med at imponere
Forum Vægtløftning er langt fra landets største klub, men til gengæld er den formentlig en af de mest sejrsvante.
Forleden var lokale udøvere igen i aktion, og endnu engang blev det til både metal og hæder for klubben. Det skete til det årlige danske begynder-mesterskab i vægtløftning (man er begynderløfter i to år fra første stævne, red.), og det var Dansk Vægtløftnings Forbunds største stævne til dato med 127 tilmeldte løftere.
Forum Vægtløftning var repræsenteret med fire løftere i form af Natahsja E. Johnsen i klassen til 44 kg., Maria Schmidt i klasen til 40 kg., Nanna F. H. Berny i klassen til 53 kg. og endelig Kaj M. V. Jørgensen i drengenes klasse til 45 kg.
Kaj debuterede ved dette stævne og løftede sig til en flot sølvmedalje, mens Natahsja endnu engang fik det mest fornemme resultat, nemlig en guldmedalje. Nanna var også tæt på guld, da hun kun var 1 kg. fra den tre år ældre fynske pige Helene Brøndstæd, men en flot sølvmedalje blev hængt om halsen på Nanna. Maria, som også debuterede ved dette stævne, var allerede sikret sølvet, inden hun gik ind til sit sidste løft. Maria skulle løfte 33 kg, som var ny personlig top. Vægten blev løftet, men desværre underkendt af dommerne, så det blev en flot sølvmedalje til Maria. Så endnu engang kunne en tilfreds træner Allan Schmidt vende hjem til Esbjerg N, med fire medaljetagere af fire mulige.