Flere børn i midtbyen ovenpå finanskrisen
Førstegangsforældre har ikke råd til at flytte
Finanskrisen og dens konsekvenser tvinger nu Vejle Kommune til at investere i flere børnepasningspladser i midtbyen.
"Traditionelt er det sådan, at unge førstegangsforældre ofte flytter fra midtbyen efter et stykke tid. De flytter til udkanten af byen, hvor deres barn og efterfølgende mindre søskende så skal passes," siger 2.viceborgmester Dan Arnløv Jørgensen (K).
Finanskrisen har lagt en dæmper på dén bevægelse.
"Vi kan se, at flere unge familier har valgt at blive boende i midtbyen. Og så stiger behovet for pasningspladser dér," siger Dan Arnløv Jørgensen, der oplyser, at samme tendes ses i andre byer.
Ekstra etage på Havnely
Den nye tendens har tvunget Vejle Kommune til at investere i en udvidelse af den integrerede børneinstitution, Havnely i Havnegade.
I dag er der pasning i stueetagen og på første sal. Men loftetagen er ubenyttet. Dén skal nu indrettes til kontorer og personalefaciliteter. Det vil frigive plads på de andre etager, hvorved der bliver plads til flere børn.
Beslutningen betyder, at Havnely vokser fra cirka 90 børn til cirka 110.
Udvidelsen koster 1,2 millioner kroner, som hentes fra en særlig pulje til akut pladsoprettelse.