Ishockeyen lever i Esbjerg
Otte virksomheder har med en aktiekapital på halvanden million kroner etableret det selskab, der skal stå for fremtidens ishockey i Esbjerg. Nu begynder arbejdet med at opbygge en organisation samt finde et nyt navn til holdet
Flere måneders forarbejde mundede torsdag i sidste uge ud i etableringen af et nyt eliteselskab til at stå for fremtidens ishockey i Esbjerg. Efter syv år som en underafdeling i EfB skal ishockeyen nu stå på egne skøjter, og der er store forventninger til såvel de sportslige som økonomiske muligheder.
Otte virksomheder har i forbindelse med den stiftende generalforsamling indskudt tilsammen halvanden million kroner i ansvarlig aktiekapital i selskabet Esbjerg Elite Ishockey A/S. Det er IAT, CS Electric, Claus Sørensens Fond Holding, West Diesel, West Trading, TK Montage, Telesikring og Det Faglige Hus. Christian Rølmer Christensen, IAT, har stået for det forberedende arbejde op til generalforsamlingen, hvor han blev valgt som formand:
"Der har ikke været noget let i det her, men vi fandt ret tidligt ud af, vi var en flok, som ville stå sammen om at få ishockeyen til at leve i Esbjerg. Det har vi fået nu, og nu skal vi så i arbejdstøjet og lynhurtigt have en salgsdel på plads, så vi kan komme ud og hører, om der er nogle sponsorer, som har lyst til at være en del af det her," siger Christian Rølmer Christensen til Lokalavisen og fortsætter:
"Det her skal leve ved, at vi i fællesskab løfter. Det er meget vigtigt, at det bliver et Esbjerg-projekt."
Økonomi højeste prioritet
Det nye selskabs målsætning er at genskabe Esbjerg som en stor ishockeyby, og det er kærligheden til sporten, der skal drive værket.
"Vi har ishockeymæssigt haft nogle knap så sjove år, men da vi i denne sæson begyndte at vinde kampene igen, vendte publikum også tilbage til skøjtehallen i stort tal og skabte stemning på lægterne. Vi er derfor ikke i tvivl om, at Esbjerg er klar til en ny æra i den gode ende af dansk eliteishockey," siger Christian Rølmer Christensen og fortæller, at ejerkredsen har givet hinanden håndslag på, at økonomi skal have højeste prioritet.
Aktiekapitalen på halvanden million kroner er tilstrækkelig til et spillerbudget af samme størrelse som indeværende sæson, og det er målet for den kommende sæson.
"Ishockey har altid haft en stærk og trofast sponsorportefølje, og jeg har efter de seneste måneders sonderinger også en klar fornemmelse af rigtig store muligheder, når ishockey igen får en selvstændig profil. Vi er derfor fortrøstningsfulde, når det gælder opbakning fra både erhvervslivet og de tilskuere, som skal gøre den nye ishockeyklub til hele byens projekt. Mange af os er vokset op med ishockey, og ishockey er en del af Esbjergs identitet," siger Christian Rølmer Christensen.
Det nye eliteselskab vil lave en form for happening for at finde et nyt navn til Esbjergs elitehold. Bestyrelsen har dog allerede lagt sig fast på, at farverne gul, blå og hvid skal indgå i spilledragter og udstyr – i respekt for de tider, hvor guldmedaljer og pokaler havnede i det vestjyske.
"Nu er det formelle på plads, og vi glæder os i bestyrelsen til at komme i gang med arbejdet og udvælge de rigtige folk til organisationen. Uanset om det er det sportslige, det administrative eller det kommercielle, ønsker vi et professionelt setup som i en hver anden moderne dansk virksomhed," siger bestyrelsesformand Christian Rølmer Christensen.
Bestyrelsen for det nyetablerede Esbjerg Elite Ishockey A/S tegnes desuden af Torben Knudsen, Johnny Nim, Peter Toft, Søren Mathiasen, Kristoffer Kristensen, og formanden fra EIK, Ole Hagensen.