Fortsæt til indhold

Sanne støtter brysterne

Kræften har været hård ved mange omkring hende. Nu stabler Sanne Theilgaard en kæmpe fundraising fest på benene til fordel for Kræftens Bekæmpelse

Arkiv
Louise Ritter

Velgørenhed Den har taget både hendes far, bror og andre omkring hende.
?Kræft er ikke en sygdom. Det er en forbandelse,? siger Sanne Theilgaard om sygdommen, der efterhånden rammer så hyppigt, at vi alle sammen kender nogen, der er - eller har været - ramt.
Det gør Sanne Theilgaard også. Sygdommen - eller forbandelsen om man vil - har kostet både hendes far og bror livet. Og hun har set mange omkring sig være meget hårdt ramt.
?Kræftindsamlingen er lidt mit hjertebarn. Efterhånden er det jo sådan, at vi alle kender nogen med sygdommen, hvis vi da ikke også selv er ramt,? siger Sanne Theilgaard, der i mange år har været trofast indsamler ved Kræftens Bekæmpelses årlige indsamling. Men nu er det ikke længere tilfredsstillende nok at ryste med bøssen en gang om året.
?Jeg har gået med tankerne om at gøre noget mere i flere år, Og hvert år når vi er nået til oktober, hvor der jo er særlig fokus på brystkræft, så har det ærgret mig, at jeg ikke var kommet i gang med noget, så nu skal det være,? fortæller Sanne Theilgaard om det enorme indsamlingsprojekt hun har sat i søen ved siden af sit arbejde som selvstændig frisør på Gl. Vardevej.

Enorm opbakning

Krydset er sat i kalenderen lørdag den 26. oktober. Her skal hendes projekt kulminere med en fest for 150 kvinder i Guldager Forsamlingshus. På menuen er livemusik, amerikansk lotteri og ønsket om at kunne foretage en sjov opringning lige inden midnat.
"Festen er samme dag som Kræftens Bekæmpelses store indsamlingsshow på tv, så jeg håber, at vi inden midnat kan ringe vores donation ind," smiler Sanne Theilgaard, der håber at kunne sende godt 100.000 kroner af sted til den gode sag.
"Men det er svært at spå om. Realistisk set er jeg sikker på, at det bliver i hvert fald 70.000 kroner, men slipsene kan jo gå for alt mellem 200 og 20.000 kroner, når de bliver sat til salg på lauritz.com," siger Sanne Theilgaard om de pink silkeslips, som kunstneren René Holm har sat sit personlige præg på med teksten "Jeg støtter" på alverdens sprog - slips der også er brugt på de ni billeder, der er blikfang for Sanne Theilgaards fundraising fest. De ni par bryster har hun fundet i sin bekendtskabskreds.
"Det var faktisk slet ikke svært. Jeg skrev bare på Facebook: Jeg mangler bryster, og lynhurtigt havde de første fire meldt sig," griner Sanne Theilgaard, der i det hele taget har mødt fantastisk opbakning til sit projekt lige fra reklamebureau over Eventkokken til kunder i salonen og store firmaer, der allerede har lagt billet ind på billetter til festen den 26. oktober.
Vil du også sikre dig en plads, så sættes billetterne til salg nu på Facebook-siden Vi støtter Esbjerg. Her kan man også hente flere oplysninger om hele Sanne Theilgaards store indsamlingsprojekt og finde kontaktoplysninger, hvis man ønsker at sponsorere noget eller på anden måde give et bidrag.

Sanne Theilgaard i sit vante element i salonen på Gl. Vardevej. Ved siden af arbejdet som selvstændig frisør har hun travlt med sit indsamlingsprojekt. "Hvis hver tredje af os skal have sygdommen, så kan vi ligeså godt forholde os til den," siger Sanne Theilgaard