Fortsæt til indhold

Nedtællingen i gang til kræft-stafet

Om fem uger går starten til Esbjergs anden 24-timers kræft-stafet. Sidste år blev der gået og løbet 220.000 kroner ind

Arkiv
Louise Ritter

Statistisk set vil hver tredje af os blive ramt, og hvert år tager den godt 15.000 danskere med sig.
Der er med andre ord masser af gode argumenter for at kaste sig ind i kampen mod kræft. Det kan passende ske den sidste weekend i maj, hvor Veldtofte Idrætspark for andet år lægger græs og bane til Stafet for livet - en 24 timer lang stafet, hvor hvert skridt sender penge i retning af Kræftens Bekæmpelse og dermed til kampen mod den frygtede sygdom.
Det hele foregår i hyggelige rammer med underholdning, musik og masser af sjov for børnene inde på stadiongræsset, mens stafetten samtidig løbes og gås på banen omkring græsset. Og alle kan være med, for der er hverken krav til alder, kondition eller formåen.

Målet nås

Det vigtigste er lysten til at gøre en indsats i kampen mod kræften.
For hver omgang der tilbagelægges, i enten roligt eller højt tempo, gives en skilling til Kræftens Bekæmpelse. Sidste år kæmpede en snes hold sig til i alt 220.000 kroner. Det var flot, men skulle alligevel gerne overgås i år.
"Vi er helt overbeviste om, at vi når vores ambitiøse mål om at fordoble antallet af hold i år i forhold til sidste år," siger Søren Andersen, formand for Stafet for livet i Esbjerg.
Han sætter især sin lid til, at flere lokale virksomheder melder sig på banen.
"Vi synes, det er helt oplagt at dedikere et firmaarrangement til støtte for Kræftens Bekæmpelse, som alle gerne vil støtte op om. Og i virksomhederne opnår man både anerkendelse blandt medarbejdere og omverdenen, når man udviser et socialt og økonomisk ansvar. Og så giver det jo masser af mindeværdige fællesoplevelser, som styrker sammenholdet på arbejdspladsen," siger Søren Andersen, der lover alle hold en standplads, hvor man kan stille pavilloner og telte op og hygge sig sammen, når man altså ikke lige er i aktion på banen.
En af de arbejdsplads der sidste år tog stafetten i hånden og udfordringen op var Børneafdelingen på Sydvestjysk Sygehus. Med 70 personer udgjorde de stafettens suverænt største hold - en målsætning de naturligvis også går efter i år. Holdleder er overlæge Christina Bjørn, og hun betragter Stafet for livet som et socialt arrangement på lige fod med for eksempel julefrokoster.
"Forskellen er bare, at her går man en tur sammen. Og der sker det fantastiske, at når man går tur sammen, så begynder man at snakke, for det er så let at snakke sammen - også med dem man ikke kender så godt, når man går en tur," siger Christina Bjørn.
"Mange tror helt fejlagtigt, at Stafet for livet er et ultraløb, som henvender sig til personer, der kan løbe 24 timer i træk. Men det er en stor misforståelse. Det er lige det modsatte. Nemlig et socialt arrangement, hvor man kan bevæge sig i sit eget tempo samtidig med, at man hygger sig og støtter et godt formål," siger overlægen.

Private er velkomne

Privatpersoner er naturligvis også mere end velkomne til stafetten. Man kan enten vælge at stille sit eget hold eller melde sig under fanerne på stafettens åbne hold. Her kan man gå eller løbe ligeså meget eller lidt, man vil. Det er ganske uforpligtende, men selv en lille indsats sender penge til Kræftens Bekæmpelse. Stafetstarten går lørdag den 25. maj kl. 11.00.
Læs meget mere på www.stafetforlivet.dk