Børnene hænger på tandlægeregningen
Hvert tredje barns tænder er ikke forsikret. Det får økonomiske konsekvenser, når børnene bliver voksne, og barndommens tandskader skal rettes op. Mange forældre tror fejlagtigt, at det offentlige dækker.
Den der med, at man skal passe på Karius og Baktus gælder stadig. Men det bestemt ikke nok, hvis man som forælder ikke vil ende med en kæmpe regning, hvis ens barn eksempelvis skulle være udsat for en ulykke og ende med nogle forslåede tænder. Derfor er det en endog rigtig god idé at overveje en forsikring.
"En børneulykkeforsikring dækker nemlig, hvis barnet mister eller ødelægger en tand i forbindelse med et ulykkestilfælde, der først kan behandles i en senere alder, når barnet ikke længere er omfattet af skoletandplejen," forklarer forretningsfører Kim Nielsen fra GF Forsikring i Esbjerg.
Kim Nielsen forklarer endvidere, at for at være sikker på at få erstatning som voksen er det vigtigt at huske at melde tandskaden til forsikringen.
"Glemmer man det, risikerer man nemlig at miste retten til erstatning, og så hænger barnet på tandlægeregningen," pointerer Kim Nielse og tilføjer, at der er flere situationer, hvor der kan blive brug for ulykkesforsikringen, efter at barnet er fyldt 18 år:
"For eksempel laver man ikke implantater på børn. Det er for stort et indgreb og giver sjældent et godt resultat. I stedet venter man til kraniet er udvokset, og kæben har fundet sin endelige form. Kroner laver skoletandplejen heller ikke, for nerven er nemlig stor i en ung tand, og det efterlader ikke meget arbejdsplads til tandlægen. Derfor venter man typisk og laver først krone på en ældre tand, hvor nerven er blevet mindre."
Kollektiv forsikring er ophørt
Forsikringsoplysningen bekræfter, at hvert tredje barn står uden ulykkesforsikring.
Børns ulykkesforsikring og ikke mindst tandforsikring er blevet endnu mere vigtig at huske, efter at Indenrigsministeriet for nylig afgjorde, at ingen kommuner længere må have kollektive ulykkesforsikringer, der dækker børn og unge i skoletiden og i dagtilbud. Det betyder, at forældrene fremover står alene med ansvaret for at forsikre børnene frem til det fyldte 18 år både i skoletiden og i fritiden.
Ud over tandskader er der også hjælp at hente fra ulykkesforsikringen, hvis der efter ulykkestilfælde er brug for behandling hos blandt andet kiropraktor eller fysioterapeut. Er der tale om en alvorlig ulykke med varige men, så er ulykkesforsikringen en økonomisk hjælp i en svær tid.
"Mange forældre tror fejlagtigt, at børnene automatisk hører ind under forældrenes egen ulykkesforsikring. Men det er ofte kun til barnet er fyldt tre år. Herefter skal man sørge for at købe en særskilt børneulykkesforsikring, og den kan faktisk fås for 1,75 kroner om dagen," siger Kim Nielsen fra GF Forsikring.