Fortsæt til indhold

Unge sindslidende tabes på gulvet

I Region Syddanmark arbejder politikerne i disse dage hårdt på at fastholde regionens unge sindslidende på arbejdsmarkedsmarkedet

Arkiv
Arkiv

Alt for mange unge kæmper i dag med psykiske lidelser som f.eks. angst og depression. Det betyder blandt andet, at mange unge med psykiske lidelser mister fodfæstet på arbejdsmarkedet.
En ny OECD-rapport fra marts i år viser, at psykiske problemer for danskere i den arbejdsdygtige alder koster samfundet næsten 45 milliarder kroner om året.
Tal fra Sundhedsstyrelsen viser desuden, at hele fire ud af fem unge under 30, der får tilkendt førtidspension, lider af en psykisk lidelse.
"I mine øjne er det en samfundsmæssig falliterklæring, at vi i årevis har forvist så mange unge mennesker med psykiske lidelser til et liv på førtidspension. I Odense Kommune alene tildeles hvert år overførselsindkomst til ca. 1.200 borgere på grund af nydiagnosticeret angst eller depression," siger regionsrådsformand for Region Syddanmark, Carl Holst (V).
Region Syddanmarks regionsråd besluttede derfor ved deres sidste møde den 2. april at igangsætte et nyt initiativ. Fremover skal en regional sundhedskoordinator sikre tilstrækkelig udredning af sundhedstilstanden hos unge borgere blandt andet i forhold til psykiske problemer. Det sker i forbindelse med de kommunale rehabiliteringsteams, der vurderer unge borgere, hvor ressourceforløb, førtidspension eller fleksjob overvejes.
Initiativet er en del af den helhedsorienterede rolle, regeringens nye reform af førtidspensionen har tiltænkt regionerne fra 1. juli 2013.
"Spørgsmålet er, hvordan vi bedst fastholder de unge sindslidende på arbejdsmarkedet? For udover det økonomiske aspekt, mener jeg, at det i bund og grund handler om at hjælpe unge sindslidende, så de kan leve et værdigt liv. Et liv på lige fod med resten af deres jævnaldrende," siger Carl Holst.