Andersen Partners ny lounge-sponsor
Avokatfirmaet Andersen Partners med hovedsæde i Kolding er ny lounge-sponsor på Vejle Stadion, så Vest-loungen nu hedder Andersen Partners Lounge. Samtidig bliver Andersen Partners platinsponsor i Vejle Boldklub Kolding.
"Vi har en fælles mission. Vejle Boldklub Kolding har fokus på at blive hele regionens fodboldmæssige samlingspunkt, og vi har den samme ambition, bare inden for juridisk rådgivning," siger Torben Bang, der er partner i Andersen Partners.
"Andersen Partners er stærke i Sønderjylland og i Kolding-området, og vi vil gerne være stærke i Vejle-området og den øvre del af Trekantområdet. Det kræver mere synlighed i området, og der er Vejle Boldklub Kolding og klubbens erhvervsnetværk en vigtig platform," siger Torben Bang.
Andersen Partners har hovedsæde i Kolding og kontorer i København og Hamborg. Advokatfirmaet har cirka 100 medarbejdere, heraf omkring 40 jurister.