Fortsæt til indhold

Sundhedsspor indvies i Jels

Den 20. april klokken 11 klippes snoren til det nye sundhedsspor langs Jels Nedersø. Alle er velkomne til at teste deres kondition ved indvielsen

Arkiv
Dorthe Andresen

Hvis man ønsker at finde ud af, om man har været flittig nok med motionen på det seneste, har man muligheden på det nye sundhedsspor i Jels.
Her kan man gå eller løbe en rute på halvanden kilometer, tage tid på hvor lang tid det tager og derefter aflæse sin kondition på en tavle på stedet. Er der potentiale for forbedring af konditionen, kan man efter en periode med mere motion gentage testen og se, om det har rykket noget.
Sporet i Jels er helt nyt og indvies lørdag, den 20. april klokken 11. Her vil skovrider Bent Rasmussen fra Naturstyrelsen og udvalgsformand for sundhed, kultur og fritid Jørgen Thøgersen fra Vejen Kommune sammen klippe snoren. Herefter er der en kort fælles opvarmning ved Connie Retz fra Jels Løbemotion for folk med lyst til at afprøve ruten.
Man finder sporet på Søvej i Jels, langs med Jels Nedersø. Indvielsen finder sted ved træningsredskaberne mellem søbadet og friluftsscenen. Her starter eller ender sporet, som løber halvanden kilometer nordøst langs søen. Man kan starte i begge ender af sporet, da der er opsat tavler begge steder.

Sund i naturen

"Vi laver sundhedssporet i håb om, at det kan få nogle folk ud i naturen og bevæge sig. Hvis man finder ud af, at ens kondition måske kunne være bedre, håber vi, at det får folk til at gøre noget ved det. Måske kan der ligefrem gå sport i at opnå et bedre kondital fra gang til gang, man tester sin kondition. Og viser testen, at man har en god kondition, er det jo bare dejligt," siger sundhedskonsulent Pia Due fra Vejen Kommune.
Bag sundhedssporet står Naturstyrelsen og Vejen Kommune. Det er miljøminister Ida Auken, der har taget initiativ til at etablere 15 nye sundhedsspor ud over de eksisterende 50. Naturstyrelsen stiller arealer, viden og medfinansiering til rådighed for sundhedssporerne, der skal give borgerne gode oplevelser og sjov motion ude i naturen.