Fortsæt til indhold

GPS i iPad førte frem til tyveknægte

21-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger, efter han blev afsløret af GPS i iPad, han havde stjålet

Arkiv
Jeppe Rafn

Det var en GPS i en iPad, der førte til anholdelsen af to mænd onsdag formiddag i Mindegade i Vejle.
iPad'en var blevet stjålet natten til onsdag klokken 04.56 fra Børnehuset Sandvad, der ligger mellem Jelling og Tørring. Her var der blevet brækket en dør op, og alt var gennemrodet, oplyser Vejle Lokalpoliti. Tyvene var stukket af med en bærbar computer, to iPads, en massagestol samt kontanter.
I de to iPads var der installeret en "Find Me" app, som har den funktion, at ejeren kan følge med i, hvor iPad'en befinder sig. Onsdag formiddag kom signalet fra et sted i vestbyen i Vejle, og da politiets nye cykelpatrulje var i området, blev de sat på sagen.
Cykelbetjentene fandt frem til, at signalet kom fra en bil i Mindegade, som de begyndte at kigge nærmere på. Mens betjentene var på stedet, kom tre mænd gående. Den ene af mændene var en af politiets kendinge, så ham valgte politiet at kropsvisitere. Han havde fem gram amfetamin på sig samt indbrudsværktøj og andre effekter, han ikke kunne gøre rede for, fortæller vicepolitikommissær Carsetn Thostrup, Veje Lokalpoliti.

Koster fra 4 indbrud

Det endte med, at politiet lod den ene af de tre mænd gå, mens de to andre blev anholdt og fik ransaget deres bopæle. Her fandt man tyvekoster fra to indbrud for nylig i Kirkebakkehallen i Bredballe, hvor der var blevet stjålet ting fra et materialerum og fra Triangle Razorbacks, der holder til ved Kirkebakkehallen.
Bagefter blev den føromtalte bil ransaget, og her blev der fundet over 30 tyvekoster. Blandt andet computerne med GPS og de andre effekter fra Børnehuset Sandvad samt koster fra et indbrud et par dage tidligere i en villa i Børkop.
De anholdte er to mænd fra Vejle på 21 og 27 år. Den 27-årige mand blev løsladt onsdag aften, mens politiet valgte at fremstille den 21-årige i grundlovsforhør torsdag formiddag.
Her blev han varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Vejle Lokalpoliti.