Når Regentparret kommer
Hoffet og kommunen løfter en smule af sløret for programmet for Regentparrets besøg på Aarø og i Haderslev den 6. og 7. juni
"Programmet for Regentparrets besøg på Aarø og i Haderslev den 6. og 7. juni ligger nu fast. Vi glæder os til Regentparrets besøg og til at præsentere et program, som er spækket med spændende besøg," siger borgmester Jens Christian Gjesing.
Programmet i hovedtræk har følgende indhold:
Aarø:
Efter ankomsten i chalup til Aarø Havn kl. 10.00 køres Regentparret i hestevogn rundt på den lille ø i Lillebælt.
Første stop er Aarø Vingård, hvor efter Galloway Gårdbutik besøges. Der er frokost på Brummers Gård, hvor Regentparret får lejlighed til at smage på specialiteter fra øen.
Herefter er der byvandring til Bulladen, Kongsgården og Julekirken.
Besøget afsluttes med ægte sønderjysk kaffebord i Aarø Forsamlingshus.
Haderslev
Besøget begynder med Kongeskibet Dannebrogs ankomst, hvorefter der er officiel modtagelse på Haderslev Havn kl. 10.00.
Herefter køres i kongelig karet gennem Haderslev eskorteret af De Kongelige Stalde og Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Der gøres kort holdt ved Haderslev Domkirke, hvor et kor synger danske sange, inden der køres til officiel modtagelse på Haderslev Rådhus.
Herefter kører Regentparret med følge i veterantog til Hammelev på den gamle jernbaneforbindelse mellem Haderslev og Vojens. Undervejs gøres der kort hold udenfor Frederik IX`s Plejehjem, hvor Regentparret ved toget hilser på beboerne.
Frokosten indtages på Tørning Mølle, hvorefter Regentparret har særskilte programpunkter.
Dronningen besøger Sdr. Otting Skole og byggeriet Søslangen på Haderslev Havn. Prinsgemalen besøger virksomheden Lindab og Slesvigske Musikhus.
Mangfoldighed i fokus
Regentparret mødes herefter og besøger Udbetaling Danmark, hvor virksomhedens store kor vil synge for Regentparret. Herefter besøges VUC"s spændende nybyggeri på Haderslev Havn, hvorefter der afsluttes foran Dannebrog.
"Vi har bestræbt os på at lægge et program, hvor Regentparret får et godt indtryk af mangfoldigheden i vores kommune. Med indtryk af erhvervslivet på Aarø og i Haderslev, hvor man med succes driver virksomhed på meget forskellige vilkår. Vi fortæller desuden om Haderslev Reformen på skoleområdet, om kunst og kultur samt om den meget spændende udvikling på Haderslev Havn, hvor fortid og fremtid mødes," siger borgmester Jens Christian Gjesing.
Om aftenen er Regentparret værter ved en reception på Dannebrog for indbudte gæster. I den forbindelse vil der være underholdning og aktivitet på havnen.
Regentparrets besøg afsluttes ca. kl. 22.00, hvor Kongeskibet Dannebrog afsejler.
Mandag 6. maj åbner et særligt afsnit på haderslev.dk om Regentparrets besøg. Her vil man løbende kunne læse meget mere om besøget.