Fortsæt til indhold

Tricktyve og lommetyve hærger i Kolding

Arkiv
Susie Jessen

Der er i løbet af denne uge registreret flere lommetyverier og tricktyverier i Koldingområdet. Det har fået lokalpolitiet til at advare borgerne i byen om at holde ekstra øje med lommer og tasker.
Torsdag eftermiddag var der eksempelvis to rumænere, der opførte sig meget mistænkeligt nede i midtbyen. Da politiet nåede frem til stedet, havde de dog ingen værdier på sig.
I Føtex i Helligkorsgade lykkedes en mission dog for nogle tyve. Her blev en 80-årig dame frarøvet sin pung fra sin taske, der lå i hendes indkøbsvogn. Det samme skete omkring klokken 14.30 i Kolding Storcenter, hvor en 27-årig kvinde fik stjålet sin pung.
Det frækkeste tyveri i denne uge, må dog tilskrives en gruppe på tre mænd, der udså sig et offer på Gråbrødregade i Kolding. Her spurgte de tre mænd en 35-årig mand, om han havde ild. Da han fiskede lighteren frem, stødte en af mændene ind i ham og da de var gået videre, fandt manden ud af, at hans armbåndsur til en værdi af 30.000 kroner manglede.