Lokale virksomheder har grebet stafetten
16 lokale private og offentlige virksomheder har taget imod invitationen fra Fredericia Cykelby til årets cykelstafet og dyster i øjeblikket om at køre flest cykelkilometer på deres GPS
Fredericia Cykelbys stafet har nu vandret rundt på virksomheder og arbejdspladser i 4 uger og kilometerne tikker støt og roligt ind på GPS'en – om end i meget forskelligt tempo.
Den førende virksomhed Lifa A/S har kørt ca. 1.200 km. Holdkaptajn Preben Lyngsø melder, at der bliver gået til den, og at rigtig mange af medarbejderne byder ind på en cykeltur eller to. Kaptajnen selv bliver udsat for mobning, fordi han ikke selv står for mange af holdets kilometer.
"Vi har mange gale cykelmennesker fx ?Bettina Bjergrytter?, som hun har døbt sig selv. Hun træner til et cykelløb og bruger Cykelstafetten til at få kilometer i benene," fortæller Preben Lyngsø.
Lige i haserne på førerholdet kommer holdet Rasmussen fra Deloitte med holdkaptajn Rune Rasmussen i spidsen.
"Konceptet passer rigtig godt ind i vores arbejdsplads. I maj har vi altid travlt og har ikke tid til at være med i Vi Cykler til Arbejde, så de fleste af vores kilometer bliver kørt ind efter arbejdstid og i weekender," siger holdkaptajnen, som er opsat på snart at overtage førstepladsen i konkurrencen og løbe af med vindermiddagen.
På VEKSØ, der i øjeblikket ligger nummer 4, er Cykelstafetten blevet sat i system med en kalenderplan over stafetdeltagere. Strategien er at få GPS'en ud at køre hver dag og på de dage, hvor virksomhedens eget cykelhold træner, får de den naturligvis med i lommen, så der også kan komme volumen på kilometertælleren. De kom sent i gang, men har stadig vinderambitioner. Dog lægger holdkaptajn Torben Børsting mere vægt på, at alle, der har lyst til at deltage, kan komme ud at køre.
Cykelstafetten er således blevet taget godt imod af de lokale virksomheder. Tilbagemeldinger fra holdene er, at kampagnen er nem at være med i, fordi deltagerne kan cykle i fritiden, så de også kan bidrage, selvom de ikke har mulighed for at cykle til og fra arbejde. Udover den gode motion i frisk luft, bevirker kampagnen også, at kollegaer får styrket fællesskabet, fordi de er sammen om at konkurrere mod de andre virksomheder.
Status på holdenes placeringer kan ses på http://fredericia.cykelstafetten.dk/rankings.