Jels kom på Sundhedssporet
Lørdag kunne Naturstyrelsen og Vejen Kommune sammen med flere fremmødte løbere indvie det nye Sundhedsspor ved Jels Nedersø
Selvom solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og indikerede, at det var en forårsdag i april, så gjorde den kolde vind sit til at overbevise om det modsatte. For stod man stille for længe i skyggen, så kunne man godt fornemme, at den lange vinter har haft svært ved at slippe taget.
Men så er det jo godt, at man kan løbe sig til varmen, og det kunne de fremmødte få rig mulighed for, da Naturstyrelsen og Vejen Kommune lørdag formiddag havde inviteret til indvielse af det nye Sundhedsspor ved Jels Nedersø. Sporet løber halvanden kilometer nordøst langs søen, og der er mulighed for at begynde i begge ender, hvor der er opstillet informationstavler. På tavlerne kan løberne så efterfølgende aflæse deres kondition. På den måde kan man - hvis man løber på sporet regelmæssigt - hurtigt finde ud af, om man har været flittig nok med motionen.