Fortsæt til indhold

Kolding-forfatter snakker med sommerfugle

Karen Filskov fra Kolding har netop udgivet sin anden børnebog

Arkiv
Arkiv

udgivelse Hvad ville du spørge en sommerfugl om, hvis du kunne?
Det kommer en splinterny børnebog for de 4 – 8-årige med et bud på. Bogen hedder Spørg sommerfuglen og er skrevet af forfatter Karen Filskov, der bor i Kolding.
Spørgsmålene i bogen er skrevet som rim og stilles lige ud i luften til 24 forskellige sommerfugle.
"Bogen er fuld af skrupskør fantasi, men også eftertænksomhed, fortæller Karen Filskov, – og der er masser at snakke om.
I øvrigt indeholder bogen ingen færdige svar. Svarene på spørgsmålene er dem, som børnene kommer med", forklarer forfatteren.
Inspirationen kommer fra sommerfuglenes mærkelige navne. Der er nok ikke mange der tænker på, at der findes sommerfugle i Danmark ved navn dødningehoved, ildfugl eller blodplet.
Bag i bogen er der desuden et mini-leksikon med foto af og lidt fakta om hver sommerfugl og dens navn. Bogen kan således også bruges til at lære nogle af de danske sommerfugle at kende.
I de små klasser, kan den bruges som appetitvækker i natur og teknik og til leg med sproget i dansk. Karen Filskov er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding og har tidligere udgivet en børnebog, nemlig Hr. Gummihammer ? og andre børnerim om kroppen, der udkom i 2011.
Hun arbejder pt. på et andet børnebogsprojekt, som hun har modtaget støtte til fra Statens Kunstråd.