Storkenes hjemegn fredes
Værebro Ådal kan trækker endnu flere fugle til egnen
Storkeparret Ida og Emil og alle deres fjerede unger får sandsynligvis mulighed for at udbrede deres vinger over et fredet naturlandskab i fremtiden. Roskilde og Egedal kommuner samt Danmarks Naturfredningsforening er nemlig blevet enige om, at foreslå, at det åbne landskab i Værebro Ådal skal fredes. Dermed kan den smukke natur og dyrelivet bedre bevares for eftertiden. Ådalens moser, enge og overdrev giver føde til storkeparret Ida og Emil, der har rede lige uden for fredningsområdet. Jess Frederiksen fra Storkene.dk er sikker på at fredningen vil få flere storke og andre fugle til at slå sig ned i området. Fredningen betyder, at området ikke blot skal holdes ved lige, men også forbedres så bjørnekloen, der har indtaget store arealer, bliver fjerne. Dermed kan storkene bedre komme til, når de skal fange mosegrise og frøer.
Emil er lidt sær
Ida og Emil i Gundsølille har netop haft besøg af fire storke i det naturskønne område. Heraf var det ene et par, der søgte efter rede. Jess Frederiksen er sikker på, at mindst en af storkene er storkeparrets egen yngel. Emil var dog ikke meget for besøget og fik efter et par timer jaget de uindbudte gæster på porten. Storkeparret har nemlig selv travlt i øjeblikket, da de er ved at ruge æg ud. De fire tilrejsende fløj sammen videre til Ganløse, hvor parret prøvelå en redde. Storke kan normalt sagtens leve sammen i flokke. For eksempel bor omkring 30 storkepar i en lille nordtysk landsby. Roskilde-parret er dog vænnet til at bo alene og er derfor ikke glade for at have naboerne for tæt på.
Enestående natur
Fredningsforslaget omfatter 615 hektar enge, marker og moser, og interesserede får her mulighed for at bevæge sig på 14 kilometer nye stier i området, der bliver anlagt mellem moser og våde enge. Værebro Å løber fra Ballerup i øst og munder ud i Roskilde Fjord mod vest, hvor den danner grænse mellem Roskilde og Egedal. Dalen mellem Stenløse, Gundsømagle og Veksø udgør i dag et stort, åbent landskab som både huser storke og mange andre dyr og planter, og som kan blive et vigtigt rekreativt område for folk i de nærliggende byer. Et af formålene med fredningen er at forhindre yderligere byggeri og tilplantning, så kommunerne får mulighed for at pleje naturen, så ådalen kan bevare sit særprægede, åbne landskab. ag@roskildeavis.dk