Roskilde har penge nok
For første gang i mange år er byrådet ikke tvunget til store besparelser i næste års budget
Roskilde er ude af krisen og har penge nok, i hvert fald når det gælder kommunens økonomi. Da byrådet torsdag var samlet til sit traditionelle forårsseminar, blev de lokale folkevalgte præsenteret for det første overslag for økonomien næste år i 2014, og det viste et lille overskud. Gennem snart mange år har det ellers været sådan, at denne første fremskrivning, baseret på eksisterende udgiftsniveau, gav et kraftigt underskud. Sidste år var det eksempelvis på over 50 millioner kroner. Så må politikerne til at spare på alle mulige områder for at få kommunens budget i balance og skaffe penge til nye prioriteringer eller anlægsarbejder. - I de snart otte år, jeg har siddet i byrådet, har det aldrig før set så positivt ud med denne første prognose, fortæller borgmester Joy Mogensen (S). Hun roser samtidig kommunens ansatte, fordi de har udvist stor økonomisk ansvarlighed i den daglige drift, hvilket er en del af forklaringen på den gode økonomiske situation. Men det hjælper naturligvis også, at Roskilde er et af de få steder i landet, hvor der er reel vækst, både når det gælder befolkning og tilflytning af virksomheder med arbejdspladser.
Nye prioriteringer
Selv om der altså tegner sig et lille overskud, når kommunens økonomiforvaltning fremskriver de nuværende udgifter til næste års budget, betyder det dog ikke, at der ikke kommer besparelser på visse områder. Politikerne vil nemlig være interesseret i at skabe 'et økonomisk råderum', så der bliver råd til uforudsete udgifter til eksempelvis en streng vinter eller en langt dyrere ombygning af Stændertorvet. Men de vil også skaffe penge til nye prioriteringer. Her kan man forestille sig en øget indsats på erhvervspolitikken for at trække firmaer med flere jobs til kommunen eller opmuntre iværksættere til at starte nye virksomheder her. Turismen med de store muligheder omkring domkirken er ligeledes et forsømt og oplagt område. Med denne type investeringer vil kommunen kunne udvikle den økonomiske aktivitet i Roskilde og dermed også øge sine egne indtægter, så der bliver råd til endnu flere initiativer. En tredje oplagt mulighed ville være at bruge penge på en 'luksus-udgave' af den påtænkte svømmehal, så man slipper for dilemmaet og diskussionen om, hvorvidt den skal være for konkurrence-svømmere eller familier med legende børn. Mulighederne for at bruge flere penge er jo uendelige, og derfor vil et politisk flertal stadig insistere på at holde de normale driftsudgifter nede, så der hele tiden er råd til nye ting. tk