Aabenraa byder på strandpetanque
Lørdag, den 20. april indtager petanquekuglerne igen området ved Sønderstrand
Lørdag, den 20. april kan du igen dyste i strandpetanque ved Sønderstrand i Aabenraa.
Arrangementet begynder klokken 10, men du skal gerne møde op senest et kvarter før, så du kan blive skrevet ind.
Arrangørerne bag stævnet, AaIG og Søgård Petanque, har igen sørget for, at der er mere, end en hyggelig dag blandt andre petanque-venner på spil. Der er nemlig også en masse gode præmier.
"Vi har igen mødt en masse velvilje blandt de lokale sponsorer, så ved siden af den flotte præmievandrepokal er der igen en hel del præmier på spil," fortæller medarrangør Carsten Kjeldsen fra Aabenraa, som dog endnu ikke har været heldig at finde en glad giver til årets damepræmie.
"Damepræmien lancerede vi sidste år. Strandpetanque kræver lidt mere af spillerne, og især kvinderne føler, at de ikke rigtig kan hamle op med mændene. Derfor ville vi gerne belønne den bedste dame udenfor præmierækken med en gevinst. Så skulle der være en erhvervsdrivende derude, som har lyst til at donere en damepræmie, er vi meget taknemlige."
Den pensionerede lærer har været en af fødselshjælperne på strandpetanque i Aabenraa. Og han er stolt af, at deltagerne gerne også kommer langvejs fra, for at dyste ved Sønderstrand.
"Det er noget særligt, at spille strandpetanque. Derfor kommer folk også syd for grænsen og helt fra Give og Middelfart, for at være med. Og det er vi da stolte af," fortæller Carsten Kjeldsen.
Strandpetanque henvender sig til alle, og det koster 20 kroner at være med. Husk at medbringe egen mad og drikke.