Skoven er fuld af oplevelser
Rådyrene lader sig beskue tæt på, og de første forårsblomster er på vej. Sluk tv og computer, og tag familien med i skoven
Snart er skovbunden hvid af anemoner, og tiden moden til at tage både familien og madkurven med i forårsskoven til hygge, leg og anderledes oplevelser.
- Når man sætter computerspillet på eller tænder for Disney Channel, ved man, hvad der venter én. Sådan er det ikke i skoven. Den er fuld af oplevelser, som man ikke lige ventede at få, siger naturvejleder ved Økolariet og i Vejle Kommune, Steen Hedrup.
Råvildtet er ved at skifte fra den gråbrune vinterpels til den mere rødlige. Der er rigtigt mange af dem i Sønderskoven, og det er let at komme tæt på dem.
- Man skal holde sig til stierne og kigge godt efter mellem træerne, så kan man se dem i 20 meters afstand. Resterne af dyrenes vinterpels kan man finde på deres lejer, hvis da ikke fuglene har taget pelsen til deres reder, siger naturvejlederen.
Et godt udgangspunkt for en familietur i skoven er skovlegepladsen i Sønderskoven ved Søndermarkskolen.
- På legepladsen er der altid andre voksne og børn, som man kan hygge sig med, hvis man kommer alene med sit barn. Der er også mulighed for at spise sin madpakke i ly for vind og vejr, siger naturvejlederen.
I Sønderskoven er der med cirka 50 kilometers vandrestier også god mulighed for at få motion.
- Der er både lette og mere strabadserende ture, hvis man går fra legepladsen til Verdens Ende og derfra af en af rundkørslens fire veje. Tager man turen ned ad bakken til Mølholm Bæk, er der mulighed for at se den gule anemone eller liden lærkespore, der er en lille, lilla blomst. Det er også nu, at hasselen blomstrer på fuldt drøn, siger Steen Hedrup.
Se mere på: oplev.vejle.dk/page43328.aspx, hvor der også er kort over vandreture.