Fortsæt til indhold

Spisevenner på vej til ældre i Køge

Ældre Sagen og Køge Kommune lancerer i samarbejde en ny forsøgsordning, hvor ældre kan få en "spiseven" på besøg.

Arkiv
Martin Rasmussen

Trods den igangværende retssag mod Køge Kommune om fratagelsen af hjemmehjælp til to ældre borgere, så har Ældre Sagen faktisk samtidig et fortrinligt samarbejde med kommunen, og det resulterer i flere gode initiativer. Et nyt af slagsen er på vej under overskriften "Spisevenner", hvor enlige ældre kan få besøg af en gæst, en spiseven, en gang om ugen, og hvor kommunen betaler maden. - Nogle ældre har ikke ret meget appetit, men det kan hjælpe med selskab i forbindelse med nogle måltider, forklarer Hanne Renholt, der er formand for Ældre Sagens lokalbestyrelse i Køge. Initiativet er i første omgang en forsøgsordning, som omfatter 15 ældre i Køge midtby, og som sættes i værk i midten af maj. Køge Kommune hjælper også Ældre Sagen med at finde ældre til at modtage besøg af organisationens besøgsvenner, og dertil kommer, at kommunen lægger lokaler til nogle af Ældre Sagens arrangementer. Blandt andet har man netop haft 120 deltagere til et foredrag om diabetes i kantinen på Køge Rådhus, og der er flere foredrag på vej fremover, fortæller Hanne Renholt. - Vi er rigtig glade for det gode samarbejde, siger hun. Hanne Renholt fortæller, at Ældre Sagen er en meget aktiv forening, der lægger vægt på at forbedre vilkårene for den stærkt voksende gruppe af ældre - både gennem deltagelse i den politiske debat og gennem helt lokale, konkrete initiativer, som de nævnte. Køge lokalafdeling arrangerer blandt andet cafémøder, foredrag, hyggeklub, fællesspisning, rejser, bridge og whist, juridisk rådgivning, sundhedsvejledning og motionstiltag. - Har du lyst til at deltage i frivilligt arbejdet, og har du overskud til at være noget for andre et par timer om ugen, så kontakt Lone Palle på tlf. 20329226 eller Jeanne Mathiesen på tlf. 56283069, lyder opfordringen fra foreningen.