Fortsæt til indhold

Begynderen og bykongen

Middelfarts borgmester er landets længst siddende. Fredericias borgmester er landets nyeste. Trods erfaringsforskellen mener de, at de kan lære noget af hinanden

Arkiv
Peter Friis Autzen

Den ene har været borgmester i 27 år. Den anden har været borgmester i tre måneder. Men selvom der er stor forskel på 62-årige Steen Dahlstrøm (S) i Middelfart og 50-årige Kenny Bruun Olsen (V) i Fredericia, har de også meget til fælles. Og stor glæde af hinanden. For mens den meget erfarne kan bidrage med gode råd og overblik, kan den nye med friske øjne bidrage med inspiration og nye tanker. Og det er de to kolleger opmærksomme på.
"Jeg har slet ikke Steens rutine. Jeg ved ikke så meget, og borgmesterjobbet er slet ikke blevet hverdag for mig endnu," siger Kenny Bruun Olsen.
"Steen er meget ligetil. Sådan vil jeg også gerne være. Og jeg kan godt være lidt misundelig på dit kæmpestore netværk," siger Fredericia-borgmesteren henvendt til sin kollega.
Vi sidder med en kop kaffe og en ostemad på tilhørerpladserne i Middelfarts byrådssal. Med udsigt til et solbeskinnet Lillebælt, den nye Lillebæltsbro og Fredericia i det ikke så fjerne.
Som den nyest tilkomne i "borgmester-klubben" er Kenny Bruun Olsen ikke bleg for at ringe til sin kollega for et godt råd.
"Det kan jeg også finde på at gøre," siger Steen Dahlstrøm henvendt til Fredericia-borgmesteren.

Kendt ansigt

Steen Dahlstrøm var 35 år, da han blev borgmester. Han blev valgt i 1985 og tiltrådte 1. januar 1986.
"Jeg var en meget ung mand. Kenny har jo en meget større livserfaring, end jeg havde, da jeg blev borgmester. Det er en fordel at have," siger Steen Dahlstrøm.
Hans unge alder gjorde, at det tog ham lang tid at opbygge en rutine i jobbet.
"Det tog mig nogle år at få den fingerspitzen-gefühl man har brug for i borgmesterjobbet. Ofte handler det meget om timing. Det afgørende er ikke altid, hvad man siger - men hvornår man siger det. Den slags tager det tid for en ung mand at lære," siger Steen Dahlstrøm, der også hurtigt lærte at leve med at være et kendt ansigt.
"Man må tage snakken med de folk, man møder. Det nytter ikke at afvise nogen - for så opfattes man som arrogant. Men det nytter heller ikke at tale folk efter munden og være eftergivende - for så opfattes man som en nikkedukke. Man må finde et sted midt i mellem," siger han.
Dén udfordring kan Kenny Bruun Olsen genkende.
"Jeg har ikke endnu vænnet mig til, at folk ved, hvem jeg er. Heldigvis taler de fleste pænt om mig - i hvert fald når jeg kan høre dem," siger han og tilføjer, at spørgsmålet om "kendt-hed" også spiller ind på hans selvopfattelse som politiker.
"Jeg er jo ikke borgmester-valgt af folket. Det håber jeg at blive. Og jeg vil da opfatte det som et nederlag, hvis det ikke lykkes. Men indtil videre er jeg kommet ind som afløser. Det er jeg meget opmærksom på," siger han.
Steen Dahlstrøm har i de seneste år overvejet at stoppe som borgmester efter indeværende periode.
"Men nu har jeg besluttet at genopstille," siger han.
Kunne du finde på at lave den klassiske borgmester-finte: At opnå genvalg og så træde tilbage undervejs i perioden for at bane vejen for en partifælle, der får en chance for at opnå borgmestereffekt inden næste valg?

"Nej, jeg stiller op for fire år. Både engagementet og helbredet er til det."

Politikere ser altid visionære ud, når de peger ud af en billedramme. Her dyster de to Lillebælt-borgmestre i dén disciplin. Steen Dahlstrøm vinder, men i dette tilfælde har han også hjemmebanefordel. Foto: Peter Friis Autzen

Familien og samvittigheden

Borgmesterjobbet er meget tidskrævende.
"Og man skal ikke tro, at det bliver mindre krævende med årene: Du kan ikke køre den på rutinen. Dels kan folk med samme mærke det, hvis du ikke er nærværende. Og dels er alle de politiske sager forskellige - selvom de kan ligne hinanden på overfladen. Så man må blive ved med at investere den tid, det kræver," siger Steen Dahlstrøm.
Kenny Bruun Olsen nikker.
"Jeg må erkende, at jobbet kræver mere tid, end jeg regnede med. Og det lider familien og børnene da lidt under," siger Fredericia-borgmesteren, der har fem børn, heraf tre hjemmeboende, og et enkelt barnebarn.
"Det ville være løgn at sige, at man ikke kan have lidt dårlig samvittighed, når man altid skal af sted. Men heldigvis er familien forstående," siger han.
Steen Dahlstrøm bidrager:
"Det der med, at jobbet lægger beslag på en aften eller en lørdag - det må man leve med uden at ærgre sig. Ellers kan man ikke være borgmester. Det nytter ikke noget, hvis hovedet er fyldt med dårlig samvittighed. Min kone, Karin, er meget forstående. Hun giver mig aldrig dårlig samvittighed. Men jeg har jo heller ikke hjemmeboende børn længere," siger Steen Dahlstrøm, som forsøger at få tid til familien.
"Forleden var jeg ude hos mit barnebarn på 15 måneder. vi hentede en rutschebane på posthuset og slog den op med det samme," siger han.
Kender I den knude i maven, man har, lige inden man ringer hjem og forklarer, at arbejdet trækker ud?

Begge borgmestre nikker.

Samarbejde og udveksling

De to borgmestre kommer fra hver sin by og hver sin tid. Men de har engagementet tilfælles og vil gerne udveksle gode idéer og tips.
"Vi er hverken konkurrenter som politikere eller byer, så hvis den ene kan hjælpe den anden med et godt råd, gør vi det selvfølgelig," siger Kenny Bruun Olsen, der i den forbindelse beder om at få Steen Dahlstrøms mobilnummer.
Dahlstrøms mobil har i øvrigt ringet et par gange under snakken. Ringetonen er den klassiske temamelodi fra "The Sting" - filmen fra 1973 med Robert Redford og Paul Newman. Men Dahlstrøm har ikke besvaret opkaldene. Ingen skal beskylde ham for ikke at være nærværene i samtalen. Kenny Bruun Olsens telefon har været tavs, enten slukket eller sat på lydløs.
"Selvfølgelig kan vi hjælpe hinanden - både som kommuner og som kolleger. Men kulturen i Middelfart og Fredericia er forskellig. Kommunerne har hver sin måde at gøre tingene på. Så derfor kan erfaringer fra den ene by ikke altid overføres på den anden. Men et godt råd giver man selvfølgelig gerne. Vi er jo kolleger," siger Middelfart-borgmesteren.

"Jeg kan godt finde på at ringe til Steen og bede om et godt råd."
Kenny Bruun Olsen (V) Fredericia-borgmester

"Jeg giver gerne et godt råd, hvis folk spørger."
Steen Dahlstrøm (S) Middelfart-borgmester