Optimistisk kartoffel
Frosten er knap gået af jorden, som føles lun på denne varme forårsdag, hvor Roskilde slår de danske varmerekorder i landet med hele 22 grader.
Det kan man mærke hos Leif Post, der har haft have i Vestervang i 33 år.
Han er, som måske den første, ved at lægge kartofler i jorden. Lidt risikabelt vil nogen tænke, da jorden virkelig skal være godt varmet op, før kartoflerne spirer. Leif Post er dog sikker på, han gør det rigtige.
Masser af sol hos Leif
- Min have er en af de meste solrige her i haveforeningen, så jeg kan sagtens gå i gang. Leif Post har kun en lillebitte græsplæne, til gengæld har han masser af urtehave, som han hvert år planter fuldstændig til.
Gennem årene har han fundet frem til, at gode danske afgrøder som kål, kartofler, porrer, løg og rødbeder skal han have i haven.
Plads til nyt
Leif er dog også klar til at prøve nye afgrøder. I år har han besluttet sig for at så græskar i husets vindueskarm sammen med de mange blomster, der også bliver forsået her.
Når nætterne bliver frostfri og kommer op på næsten to-cifrede temperaturer, bliver hele molevitten plantet ud i haven, der bliver en blomstrede nyttehave fryd.
ag@roskildeavis.dk