Fortsæt til indhold

Anonym rådgivning en succes

Det har ikke været svært at få Hvidovreborgerne til at få øjnene op for åben rådgivning hos kommunen. På seks måneder har 25 søgt hjælp, hvilket er langt flere end set i andre kommuner

Arkiv
Arkiv

Sådan siger Børne- og Velfærdsforvaltningen om Åben Anonym Rådgivning, der nu har seks måneder på bagen. 25 henvendelser er langt flere, end man har oplevet i andre kommuner, hvor det har taget tid at komme fra start og gøre borgerne bekendte med lignende tilbud. Men ikke i Hvidovre. Rådgivningen har åbent hver torsdag kl. 16.00-18.00. Der er to medarbejdere til stede pr. gang fra Familierådgivningen, Sundhedsplejen eller fra PPR. Rådgivningen er tværfaglig og kan bl.a. omhandle de problemstillinger, man som familie står overfor: Skilsmisser, kommende familieforøgelse, problemer med samkvem, børn, der ikke trives i skolen, teenagebørn, der giver udfordringer og udfordringer i forbindelse med sammenbragte familier. - En enkelt torsdag har der været seks henvendelser, flere gange har der været to eller tre henvendelser, og nogle gange slet ingen eller kun én henvendelse på en torsdag, siger Børne- og Velfærdsforvaltningen. De fleste henvendelser har været fra forældre. To af henvendelserne har været fra unge som har rettet henvendelse sammen med deres forældre. - Et centralt element i rådgivningen har været at viderehenvise til kommunens andre gratis tilbud, andre afdelinger i kommunen, statsforvaltningen osv. Det er således vigtigt, at der i det videre arbejde er en bred viden omkring de tilbud, som findes internt i kommunen, lyder det fra forvaltningen. Tilbuddet har været annonceret i Hvidovre Avis og der er delt brochurer rundt på skoler, biblioteker, praktiserende læger og i daginstitutioner. Man kan blot møde op i Sundhedscentret på Hvidovrevej 278 torsdage kl. 16.00-18.00. Man skal ikke bestille tid.ark