Nyt projekt søger børnevenner
Er du under 30 år og med lyst til at gøre en lille forskel for et barn, så skal du måske være børneven
Et nyt børneinitiativ ser dagens lys i Esbjerg. Bag det står en folkeskolelærer og en socialrådgiver - Sisse Madsen og Mia Buus Christensen. Førstnævnte flyttede sidste år fra Aarhus til Esbjerg og fandt her ud af, at Danmarks femtestørste by ikke har tilbuddet "Barnets Ven", som er en del af Red Barnets Ungdoms frivillig integrationsindsats.
De to kvinder er nu i gang med at starte Barnets Ven op i Esbjerg.
Som frivillig bliver man matchet med et barn mellem 6-12 år, som man mødes med to
gange om måneden til forskellige kultur- og fritidsaktiviteter. Det kan være en biograftur, skøjtetur, strandtur, hygge hjemme hos den frivillige med spil, kagebagning eller måske film.
Foreningen giver 200 kroner om måneden til disse aktiviteter. Desuden vil der indimellem blive arrangeret fællesture for alle børn og frivillige, som er med til at give et godt fællesskab i projektet.
Barnets Ven søger i øjeblikket frivillige, der har lyst til at være med i projektet. Det kræves, at man kan fremvise en ren børneattest og er mellem 18 og 30 år, idet der ønskes et søskendelignende forhold imellem frivillig og ven. Derudover forventes det, at den frivillige er initiativrig, pålidelig, ansvarsbevidst og har lyst til at engagere sig i minimum et år.
For yderligere oplysninger kan Sisse Madsen kontaktes på tlf. 28 94 55 72 eller mail: sisse@redbarnetungdom.dk