Fortsæt til indhold

Slotsbyens borgere er til krolf

Forleden havde 'Slotsbyens Krolfklub' inviteret til bane- og klubhus-indvielse

Arkiv
Peter Rasmussen

Søndag den 14. april var en fin dag i Gram. Dels Kom foråret for alvor til slotsbyen, og dels var der fest og glade dage på den flotte nye krolfbane.
Slotsbyens Krolfklub havde inviteret spillere og andre interesserede til indvielse at nye baner og klubhus på Tårnvej i Gram. Baner og klubhus er velvilligt stillet til rådighed af Haderslev Kommune.
85 fulgte opfordringen og mødte op til et festligt arrangement. Klubbens spillere præsenterede ved samme lejlighed Slotsbyens Krolfklubs nye klubdragt, som 'Legatet for Gram og Nybøl Godser ved Nordea Rødding' har sponsoreret med 20.000 kr.
Efter at klubbens formand Helge Jakobsen havde budt velkommen, begav alle sig ud til banerne, hvor Haderslev Seniorråd ved Helge Jakobsen og Helga Jensen - med forstærkning fra Jørgen Schjøtt og Christine Strange - dystede mod viceborgmester H.P. Geil, kultur- og fritidsformand Karl Gunnar Gregersen, sognepræst Johannes Gjesing og formand for Dansk Krolf Union Peter Christensen.
Efter åbningskampen bød krolfklubben på kaffe og kage, som flere af klubbens kvindelige spillere havde tryllet frem.
Som en start til klubben, på de nye baner, har 'Carlsbergs Sportsfond' bevilget 14.000 kr til indkøb af køller, kugler og andet udstyr.
Dagen sluttede med, at alle interesserede kunne få prøvet de nye baner, og mange benyttede sig af denne mulighed.
Slotsbyens krolfklub deltager med fire hold i 2. division og tre hold i 3. division i Dansk Krolf Unions holdturnering, som starter i maj måned. Træningstidspunkterne for sæsonen er fastlagt til onsdage kl. 19.00 og søndage kl. 14.30.

Snoren til de nye baner klippes af kultur- og fritidsformand Karl Gunnar Gregersen.
Viceborgmester H.P. Geil lægger an til skud.
Slotsbyens Krolfklubs formand Helge Jakobsen bød velkommen, mens flaget blev gjort klar til hejsning.
Sognepræst Johannes Gjesing putter i fin.