Sang på tværs af grænsen
Ikke færre end 160 korsangere fra grænselandet indgår i kæmpe stort korprojekt
"Grænsekorene" er en sammenslutning af 16 kor i Sønderjylland, der alle er tilknyttet landsorganisationen "Danske Folkekor".
Da man planlagde stævner og koncerter i 2013, fandt man på at lave en "grænseoverskridende korsang", idet man fik lyst til at lave et korprojekt i samarbejde med "Sängerforbund Schleswig-Holstein". Man ville opføre såvel et dansk som et tysk korværk,og dertil valgte man Niels W. Gades: "Elverskud" og Mendelssohn Bartholdys 42. salme: "Wie der Hirsch schreit".
Man skulle mødes en gang hver måned for at øve disse værker, skiftesvis i Egernsundhallen og på "Duborg Skolen" i Flensburg, indtil man til slut opfører dem ved to koncerter: Lørdag den 14. september i Sønderjyllandshallen i Aabenraa og søndag den 15. september i Flensburg.
Ved disse koncerter akkompagneres koret på over 160 sangere af et tysk orkester, og man vil desuden høre 3 danske solister. Man havde også fundet en dansk og en tysk dirigent, nemlig Søren Birch og Fritz Bultmann.
"Prøven den 13. april foregik på "Duborg Skolen", hvor vi første gang havde Fritz Bultmann som dirigent. Han viste sig at være en både dygtig og morsom person, der bl.a. gjorde meget for at lære alle sangerne at lave en lydløs indånding og at placere slutkonsonanten korrekt," fortæller én af sangerne, Gudrun Jørsing fra Haderslev, som fortsætter:
"Desværre var der ikke mødt ret mange tyske korsangere, det var en skam." Næste prøve er i juni.