154.600 statslige kroner til drikkevandet syd for Ribe
Sidste år søgte Esbjerg Kommune staten om tilskud til at undersøge forholdene omkring vandboringerne ved Lustrup Kildeplads – Skindermarkens Vandværk – umiddelbart syd for Ribe by.
Det blev ikke til et tilskud dengang, men ansøgningen gik videre til dette års pulje, og nu har staten bevilget 154.600 kr. til formålet. Pengene kommer fra den specielle statslige pulje til udpegning af BoringsNære BeskyttelsesOmråder (BNBO).
Kommunen vil – bistået af en rådgiver – foretage en detaljeret kortlægning af potentielle risici overfor de boringsnære områder - det vil sige indenfor 300 meter af boringerne. Risiciene kan for eksempel være anvendelse af sprøjtemidler og forurenede grunde. På baggrund af kortlægningen en detaljeret vurdering af hvilke tiltag, som bør sættes i værk for at reducere disse risici.
"Det er vigtigt for borgerne i vores kommune, at vi kan beskytte vores drikkevand. Nu får vi undersøgt, hvilke risici der er i nærheden af indvindingsboringerne, så vi kan sikre boringerne og det dertil hørende grundvand bedre. I sidste ende er det med til at sikre den enkelte borger rent og rigeligt drikkevand nu og fremover," siger John Snedker, formand for Plan & Miljø.