Sejr til ordblind
Ankestyrelsen underkender Jobcenter Roskilde
Tillidsmand Anders Berg-Munchs kamp for at få en it-rygsæk er slut. Han har igen fået bevilliget en computer, der kan hjælpe ham med at stave og læse, når tillidsmandsjobbet skal passes.
- Det betyder, at jeg igen kan komme til at forberede mig ordentligt, siger Anders Berg-Munch.
- Uden hjælp, tager det alt for lang tid, så kan jeg ikke nå alle mine opgaver.
Anders Berg-Munch er ordblind, så it-rygsækken er nødvendig, hvis han skal have en mulighed for at passe sit tillidsjob ordentligt. Den holdning har man også haft hos VUC Roskilde, der står for ordblindeundervisningen og hos 3F på Holbækvej.
Men ikke hos Jobcenter Roskilde, her ville man i 2011 ikke forny hans it-rygsæk, som han havde fået bevilliget i 2007. Herfra mente man ikke, at tillidsjobbet var en del af arbejdet. Hos Specialcenteret i Roskilde ville man heller ikke hjælpe, da it-rygsækken skulle bruges som et arbejdsredskab.
Nu er Anders Berg-Munchs sag behandlet hos Ankestyrelsen, og den støtter fuldt ud tillidsmandens krav om en it-rygsæk. Han er tillidsmand for 3F's medlemmer, der arbejder på Roskilde Sygehus.
jp@roskildeavis.dk