Søren har fundet en niche
Der er travlhed i værkstedet hos S H Bil & Camping på Nordre Boulevard i Varde
Foråret er over os og campingsæsonen er lige så småt gået i gang. Det har vinteren igennem betydet travlhed i værkstedet hos SH Bil & Camping i Varde. Folk skal nemlig have deres campingvogne klargjorte til sæsonen.
Søren Hansen er ene mand på værkstedet. Sådan passer det ham bedst.
"Når jeg er alene, så ved jeg hvad der laves på campingvogne, og kan stå inde for det," fortæller Søren Hansen, som startede med biler, men det er campingvogne der har taget over.
"I min tid på Ribevej solgte jeg også biler. Men lad dem der har kapaciteten til det, om det. Det kræver en masse biler og en meget stor kassekredit at have biler til salg, så jeg reparerer i stedet for," fortæller han.
En ny lov blandt campingvogne har givet ekstra travlhed.
"Campingvogne skal have udført en gas test hvert andet år, og det tilbyder jeg," tilføjer han.
Derfor har han taget diverse kurser med hensyn til gas.
"Campingvogne bruger jo gas, og gas kan være farligt at have med at gøre, hvis der er en fejl i systemet. Gas er nemlig tungere end luft og derfor holder det sig langs jorden. Derfor bør man have en gasalarm i campingvognen, hvilket de fleste også har," fortæller Søren Hansen.
Hjælper forsikringsselskaber
Som mekaniker gennem 26 år er der mange ligheder i at reparere campingvogne og biler. En af de skader Søren Hansen ofte reparerer, er skader på campingvognens sider.
"Der kommer ind imellem skader på en campingvogn. Det kan være hvis man kommer for tæt på et træ eller en "nden bil, og det kan give buler eller ridser," fortæller Søren Hansen.
Og netop disse aluminumplader kan være dyre at sætte nye af i, så derfor har Søren Hansen lært at reparere dem, så skaden ikke kan ses bagefter.
"Derfor har jeg et stort samarbejde med forsikringsselskaber, som bruger mig. I sidste ende kan det spare forsikringsselskaberne for mange penge," fortæller han.
I det hele taget er det mange ting firmaet tilbyder.
"Jeg er meget fleksibel, og kører gerne ud på campingpladser og servicerer vognene på stedet," siger Søren Hansen, der udover værkstedet også er indehaver af pølsevognen på pladsen ved siden af. Den driver han sammen med sin kone, som styrer den til daglig.
"Så vi har begge vores arbejdspladser få skridt fra vores hjem her ved siden af," slutter Søren Hansen, inden turen går ud i sommerlandet.