Hornfiskekonkurrence i Skuldelev
For ottende gang afholdes der hornfiske konkurrence på Skuldelev Havn
Skuldelev 9. maj afholdes der igen hornfiske konkurrence på Skuldelev Havn. Det er ottende gang, at konkurrencen afholdes og sidste år deltog 66 personer og der var cirka ligeså mange tilskuere. Med en hornfisk på 0,750 kilo vandt Kim Poulsen sidste år konkurrencen skarpt forfulgt af Henrik Falken, der fangede en hornfisk med en vægt på 0,715 kilo. Tredjepladsen gik til den unge fisker Martin Rasmussen, som fangede en hornfisk på 0,675 kilo. Sidste års vinder vandt en fiskestang sponsoreret af Skibby Jagt & Fiskeri, samt en række andre flotte gaver, og Kim Poulsen skulle efter sigende også stille op igen i år. Som de andre år bliver der fisket i to timer fra klokken 14-16. Der er indskrivning fra klokken 12.30 for alle interesserede, og så vil der være ægte slagterpølser på grillen fra Jens "Pølsemand".