Fortsæt til indhold

Petanque-kuglerne blev luftet i solen

Ca. 80 spillere dystede i strandpetanque ved Sønderstrand

Arkiv
Mette Henriksen

Petanquespillerne, som dyster mod hinanden til strandpetanque i Aabenraa, er ikke i tvivl om, hvad der får dem til at valfarte til turneringer rundt omkring.
"Man får et godt fællesskab, når man spiller petanque. Alle kan være med, uanset, om man er nybegynder eller øvet. Og så er det sjovt at spille på det bløde sand uden trillebaner. Mange har selvfølgelig stadig deres vindergen, men at spille på sand er også forbundet med en hel del hygge," fortæller Jan Nissen fra Hjordkær, som er en af de knap 80 spillere, som deltager i dysten ved Sønderstrand i dag.
To gange årligt, forår og efterår, arrangerer de lokale klubber strandpetanque i Aabenraa. Mange kommer langvejs fra, for at være med. Igen i år var der også en del deltagere fra Tyskland og andre steder i Jylland, som havde sat "gps"en mod Aabenraa. Strandpetanque er nemlig en helt anderledes udfordring. Og så arrangeres der ikke særlig mange turneringer af denne slags rundt omkring, fortæller Carsten Kjeldsen fra Aabenraa.
"Strandpetanque er noget helt særligt. Især her i Aabenraa. Vi har gode præmier, tilslutningen er god og stemningen i top. Og vejret i dag kunne jo ikke være bedre," fortæller han, men hans stråler om kap med solen.