Fortsæt til indhold

Chauffør fik 500 kilo tung jernplade over sig

28-årig chauffør har fået brud på bækken, ryg, ben og fod ved en alvorlig arbejdsulykke på virksomheden Ajos i Vejle

Arkiv
Jeppe Rafn

En 28-årig mand fra Brovst kom tirsdag eftermiddag alvorligt til skade i en arbejdsulykke ved virksomheden Ajos på Godthåbsvej i Vejle. Den 28-årige mand er ikke ansat på Ajos, men er lastbilchauffør og var ankommet til virksomheden i Vejle med nogle tunge ting, som skulle losses af.
De tunge ting blev løftet af lastbilens lift med en truck, og det var under arbejdet med at losse tingene af, at arbejdsulykken skete. Her faldt der noget af fra lastbilens lift, og da truckføreren ville se, hvad der var sket, kunne han se, at lastbilchaufføren lå ender en jernplade, der vejer 500 kilo.
Chaufføren lå fastklemt under den tunge jernplade, der var faldet af, og han måtte hjælpes fri af redningsmandskab, hvorefter han blev kørt på Kolding Sygehus. Senere blev han overført til Odense Universitetshospital.
Den 28-årige lastbilchauffør har fået brud på bækken, ryggen, ben og fod, oplyser Vejle Lokalpoliti.