Fortsæt til indhold

Anlæg fra 1910 skal ryddes op

Nu skal de lokale borgere i sving med at samles om restaureringen af Baldersbæk

Arkiv
Arkiv

Ryd op Restaureringen af lystanlægget i Baldersbæk går ind i sin afsluttende fase. Et tiltrængt projekt, da anlægget fra 1910 var meget forfaldent. Smuk natur, springvandet, statuerne og det lille lystslot er noget af det, som har fået lokale borgere til at samle sig om en restaurering.
Omkring år 1900 ville en flok velhavende københavnere opdyrke heden og gøre den mere frugtbar.
Det blev til de såkaldte københavner-plantager, hvoraf Baldersbæk er en af de største her i området. Stedet bliver nu sat i stand takket være lokale ildsjæle fra
?Foreningen til bevarelse og formidling af natur- og kulturmiljøet i de danske skove?. ?Det var trist, at stierne i Baldersbæk Plantage groede til, og statuerne var i forfald. Derfor ville vi gerne gøre det fredede naturområde, stedets skulpturer og statuer til et større aktiv for egnen. Det er desuden vores håb, at restaureringen vil bidrage til større forståelse for egnens traditionelle styrker og værdier,? siger formanden for projektet, Holger Grumme Nielsen.

Tre millioner

Restaureringen er en kostbar omgang, der løber op i 3 mio. kr. Yderligere er det lykkedes for foreningen at få DR-TV til at formidle projektet. DR2 har fulgt restaureringen og vil senere bringe en række tv-programmer om forløbet.
Pt. er de store maskiner nu færdige med det grove arbejde i skoven, og kun smågrenene ligger tilbage langs stierne. For at gøre.
Baldersbæk besøgsvenlig inviterer foreningen alle til et par hyggelige timer i skoven, hvor opgaven bliver at fjerne grenene.
Herudover skal de store stammer fra de mere end 100 år gamle træer saves op til brædder.
I løbet af dagen vil DR deltage og filme projektet. ?Jeg håber, at rigtig mange vil møde op, så resten af Danmark via fjernsyn kan se, hvilken aktiv lokalområde vi har.
At dette ikke er den rådne banan, men et landsbysamfund, hvor folk står sammen og i fællesskab værner om de herlighedsværdier, vi er i besiddelse af,? fortæller projektleder Holger Grumme Nielsen.
?Vi ved da godt, at der er nogen, der tænker - jeg vil i hvert fald ikke filmes, så det kan jo være vi skal dele de arbejdende grupper og i to hold. De som vil filmes, og de som ikke vil,? griner Holger Grumme Nielsen.
Arrangementet er for hele familien og starter søndag den 12. maj kl. 10.00 Vi medbringer hver især madpakker og drikkelse og krydser fingre for, at vejret bliver godt. Mødested: parkeringspladsen i Baldersbæk.