Pedaltramp ud i det blå
Gå i Gang inviterer på en hyggelig cykelmotionstur
Torsdag den 9. maj klokken 10-13 kan man tage med på en hyggelig motionstur på 21 kilometer med start og stop ved Museet på Sønderskov.
Som en del af Vejen Havekreds' event på Sønderskov inviterer Gå i Gang med på en cykeltur for hele familien.
På turen oplever man blandt andet Sønderskov Hovedgård, Maltbæk Mose, Ladelund Efterskole, Askov Højskole, Poul la Cour Museet og Sønderskov Mølle. Ruten kan ses som rute 3 på www.vejenkom.dk/cykelruter.
"Vi skal ud og nyde naturen, have noget frisk luft og se nogle spændende steder. Vi tager det stille og roligt, så alle kan være med på turen. Undervejs har vi også tid til at drikke en kop kaffe, eller hvad man nu har lyst til," fortæller Jette Sørensen fra Diabetesforeningen.
Sammen med Elva Thuesen fra Idræt om dagen fører hun an på cykelturen.
Turen foregår som nævnt den 9. maj fra klokken 10 til 13. Der er start og slut fra p-pladsen ved Museet på Sønderskov. Det er gratis at deltage, men man bedes tilmelde sig senest 5. maj på ct@vejenkom.dk eller telefon 7996 6383 (dog helst på mail).
Ud over sin egen cykel skal man huske at medbringe drikkevarer til turen. Frokost kan købes på Sønderskov.