Fortsæt til indhold

Han snyder sig udenom køen

En læser er blevet sur over, at nogle bilister snyder sig udenom ved fletning, når andre holder i kø. Vi har spurgt vores jurist om reglerne

Arkiv
Michael Harsvik

En læser er blevet irriteret, når han skal flette. Læseren er nemlig så høflig, at han fletter så tidligt som muligt, så bilisterne holder i én lang kø i højre vejbane. Her venter de pænt på, at det bliver deres tur til at komme igennem trafikproppen. Men så kommer der en anden bil susende forbi hele køen i venstre vejbane.
"Kan bilisten da ikke se, at vi holder i kø? Hvor er det irriterende, at den anden bilist forsøger at komme foran," skriver han.
Han er så irriteret, at han nogle gange ikke giver plads, når han selv kommer til indfletningspunktet.

Risikerer bøde

Men hvad er egentlig de korrekte regler for fletning, og kan man få en bøde, hvis man ikke overholder reglerne?
Det har vi spurgt FDM"s Jurist Dennis Lange om:
"For det første, så risikerer jeres læser en bøde på 1500 kroner, hvis han ikke giver plads ved indfletning, så det må vi da råde ham til at gøre. Men ellers er der faktisk ikke nogen lov om, hvornår man skal flette. Både Vejdirektoratet og vi i FDM er dog helt enige om at anbefale, at man holder sin bane frem til forhindringen. Det vil sige, at man kører frem i to baner, og så først fletter på det tidspunkt, hvor de to baner bliver til én. Der er flere undersøgelser, der viser, at det er den hurtigste måde at få afviklet trafikken på, i stedet for at man holder i én lang, lang kø, mens det venstre spor er helt frit," siger Dennis Lange. I Tyskland kan man ligefrem få en bøde, hvis man fletter for hurtigt ind, fortæller han.
Når man så fletter, skal man gøre det med "lynlåsmetoden".
"Det gælder uanset om man holder i kø, eller skal flette, mens man kører hurtigere," siger Dennis Lange og slutter:
"Det er faktisk helt i orden, at nogen så bruger det venstre spor til at komme hen til indfletningen. Det er de andre bilister, der gør det forkert," siger han.

FDM´s Jurist Dennis Lange svarer på læserspørgsmål.