Fortsæt til indhold

Danmarks befrielse mindes

Arkiv
Af N.M. Schaiffel-Nielsen

Så nærmer den 4. maj sig igen. Den generation, der husker datoen, hvor Danmark blev befriet fra den tyske besættelse, bliver mindre og mindre. Overleveringen af den glade begivenhed til generationerne efter den fantastiske dato, hvor forretningerne den 5. maj satte et skilt i vinduet, hvorpå der stod: "Lukket på grund af glæde", bliver tyndere og tyndere.
Alligevel er der stadig mange der husker. Sidst kom det til udtryk, da der blev afsløret en mindesten for en engelsk/canadisk besætning på syv mand på et Royal Air Force bombefly, som styrtede ned i Lillebælt for 70 år siden, og hele besætningen omkom.
Til stede ved afsløringen af mindestenen var Air Commodore S.A. Baldwin, fra Royal Air Force og stabschefen ved Flyvertaktisk Kommando, brigadegeneral Steen Hartov. Det lokale dagblad spurgte Hartov, om det havde mening fortsat at sætte mindesten over folk der døde for så lang tid siden. Hertil svarede brigadegeneralen, - Ja, det er der i høj grad stadig grund til.
Det er vigtigt, at vi stadig husker. Alle, der gav deres liv i tjenesten, fortjener det.
I Randbøl Sogn er 4. Maj Komiteen, etableret af afdøde præst ved Randbøl Kirke, pastor Emanuel Thisted, af samme opfattelse. Igen i år vil der den 4. maj klokken 19.30 blive afholdt mindegudstjeneste for de fem faldne besætningsmedlemmer på Royal Air Force Lancaster bombeflyet, der blev skudt ned ved Høgsholt nordvest for Vejle.
Aftenen indledes med at en formation på fire T-17 træningsfly fra Flyvevåbnets Flyveskole overflyver flyvergravene klokken 19.00, meget præcist. Klokken 19.30 er der mindegudstjeneste i Randbøl Kirke, hvor sognepræst ved Nørup Kirke, Heinrich w. Pedersen prædiker. Efter mindegudstjenesten nedlægger medlemmer af 4. Maj komiteen kranse ved flyvergravene og på Christen Bucks grav, han omkom i KZ-lejren Neuengamme den 24. februar 1945. Når kransene er lagt, blæser en trompeter ?Last Post?, og flaget på Kong Rans Høj hales ned.
Herefter indbydes alle til at deltage i et møde på Vandel Efterskole.
Her taler næstkommanderende ved Flyvestation Skrydstrup, oberstløjtnant Uffe Holstener- Jørgensen, som vil tale om Flyvevåbnets deltagelse i Libyen.