Hannemann afskiber stor ordre til Færøerne
Hannemann Engineering udvikler robotter, og ordrebogen er tæt beskrevet
Sønderborg virksomheden Hannemann Engineering ApS har netop afskibet to 40 fods containere med Thorshavn på Færøerne som destination. Containerne indeholder virksomhedens hidtil største ordre – et pallehåndteringsanlæg, der skal installeres hos Færøernes største detailgrossistvirksomhed P/F Poul Hansen. Ordren omfatter også den elektronik, der styrer rullebanerne.
For Hannemann Engineering har ordren en værdi svarende til cirka 20 procent af den samlede årsomsætning på omkring 7 mio. kroner. Leveringen af systemet til Færøerne sker på et tidspunkt, hvor siderne i selskabets ordrebog er tæt beskrevne. Virksomheden, der er grundlagt i 2007, beskæftiger i dag fem fastansatte og flere deltidsansatte medarbejdere.
Blandt de opgaver Hannemann Engineering er i gang med, er udviklingen af et skuffereolsystem til brug i forbindelse med CNC-styrede bearbejdningsmaskiner. Fra de enkelte skuffer bringer en robot emnerne frem og tilbage mellem skuffen og bearbejdningsmaskinen. Udviklingen sker i tæt samarbejde med Teknologisk Institut for Robotteknologi i Odense. Hannemann har modtaget en kvart mio. kroner i støtte til udviklingsarbejdet.