Fortsæt til indhold

Hundeforening fylder rundt

Bamsnæs Hundeejer Forening fejrer 40 års jubilæum

Arkiv
Af David Foli

Lejre Bramsnæs Hundeejer Forening blev til ved en stiftende generalforsamling 10. februar 1973 i en slags protest mod de mange klubber, som på det tidspunkt ikke tog imod de ganske almindelige familie- og hyggehunde og deres ejere. Klubbens første officielle træningsplads lå på Hornsherredvejen overfor Sæby Kirke på en lejet mark. Her voksede klubben og medlemstallet støt og roligt grundet de meget engagerede, frivillige trænere og bestyrelsesmedlemmer. Der blev fra starten lagt vægt på det sociale samvær og familiehygge i BHF. Året 1998 indledte nye tider for BHF, som trak teltpælene op og startede det helt store projekt i Kirke Hyllinge med fint klubhus og gode indhegnede arealer. Det er disse forhold, klubbens medlemmer stadig kan nyde godt af i dag. Det flotte jubilæum bliver fejret med åbent hus for medlemmer og hundeejere udefra søndag 28 april mellem kl. 10 og 13. Det er altså en oplagt chance for at få et indblik i, hvad der foregår i klubben, få en snak med instruktørerne og andre hundefolk samt nyde en hyggelig dag for hele familien. På dagen vil man kunne snuse til agility, rally for sjov, quiz og mange andre sjove ting. Der vil være opvisning i lydighed, agility samt jagt-apportering, og børnene har mulighed for at hygge sig med f.eks. ponyridning. Dyrlægerne fra Dyreklinikken Centrum i Kirke Hyllinge vil have en stand på pladsen, hvor de i anledning af dagen vil tilbyde din hund et gratis tandtjek og der vil være mulighed for at få en god og hyggelig snak omkring apportering og klikkertræning med uddannet jagt- og klikker-instruktør Gitte Erichsen. I og ved huset kan man nyde kaffe, the eller en sodavand og få noget at spise til rimelige priser. Hunde af de såkaldte ”forbudte racer” og blandinger af disse, må ikke komme på pladsen. Desuden forventer klubben, at alle hunde er sunde, vaccinerede og kan styres. Hos Bramsnæs Hundeejer Forening samler man selvfølgelig op efter sine hunde, så husk poser i lommen. Adressen er Stationsvej 18, 4070 Kirke Hyllinge (parkering ved fodboldbanerne).