Billetsalget er i fuld gang
Der var kø på Gl. Vardevej, da billetterne til pokalfinalen blev sat til salg forleden
I en forholdsvis beskeden kø stod de der forleden. Ventende på at slagsboderne slog dørene op, så de kunne få fingre i de eftertragtede billetter til pokalfinalen den 9. maj. Men det betyder på ingen måde, at der er lille interesse omkring kampen, siger administrerende direktør i EfB Elite A/S, Søren Poulsen:
"Vi var alle spændte på, hvordan fordelingen mellem det fysiske og digitale billetsalg ville være. Og selv om flere mødte timer før åbningen af salget ved Blue Water Arena, kan vi konstatere, at netsalget virkelig har vundet udbredelse blandt EfB-tilhængerne."
Hovedparten af salget foregik nemlig via www.billetnet.dk, og den næststørste kategori var virksomheder, foreninger og klubber, der bestilte billetter i bundter. Men der var nu alligevel fin aktivitet foran pladsen ved Blue Water Arena, hvor bl.a. Sportifo Nike Football Store - eller blot EfB Shoppen - sørgede for at skabe god stemning med musik på pladsen.
"Vi har virkelig travlt i øjeblikket. Især med trøjesalget, så det er dejligt," lyder det med et smil fra medindehaver af Sportifo Nike Football Store, Anders Boe, mens han satte lydanlægget op.
Bedre flow denne gang
EfB har til pokalfinalerne i 2006 og 2008 været i stand til at mobilisere rekordstor opbakning fra fodboldinteresserede i Sydvestjylland, og den 'Blåhvide Bølge' tyder på at nå samme omfang i 2013-udgaven.
"Vi håbede på forhånd på 15.000 EfB-tilhængere i Parken, og det håb er usvækket efter førstedagen af billetsalget, hvor vi har mødt mange forventningsfulde og glade mennesker. I forhold til i 2008, da vi havde flere hundrede meter lange køer ved billetsalget, har flowet denne gang været betydeligt bedre. Det skyldes primært, at mange køber deres billet via nettet," lød det fra Søren Poulsen på dagen, hvor de første pokalbilletter blev sat til salg.