Fortsæt til indhold

Find vej og få god motion

Orienteringsløb i Køge søndag den 2. juni.

Arkiv
Arkiv

ORIENTERINGSLØB: Køge2Sprint er et nyt motionsarrangement til alle, der har lyst til både at få god motion og blive udfordret i at finde vej ved hjælp af et kort.
Her er der plads til såvel garvede orienteringsløbere og til begyndere og familier, som har lyst til at prøve orientering.
- Køge2Sprint består som navnet antyder af to korte sprint-etaper. Vi ser frem til at vise to meget forskellige sider af Køge frem for både lokale motionister og orienteringsløbere fra andre o-klubber, fortæller Simon Rosell Holt, formand for Køge Orienteringsklub.
- Første etape afvikles i den varierede og kuperede natur ved Køge Marina. Anden etape afvikles i den smukke, gamle bykerne i Køge, hvor deltagerne nok skal komme til at opdage ukendte, kringelkrogede baggårde.
Deltagerne kan vælge mellem flere forskellige baner og sværhedsgrader. Det er muligt at løbe 2 x 1,8 km, 2 x 2,6 km eller 2 x 3 km.
Sprint-orientering er ideel for nybegyndere, da man ikke skal løbe så langt, terrænet er ikke så svært at løbe i som ude i skoven og det er heller ikke så skræmmende at fare en lille smule vild.
For garvede orienteringsløbere er det sekunderne der tæller, hvis de vil vinde over de nærmeste konkurrenter, så sprint udfordrer disse løberes hurtighed, koncentration og orienteringsteknik.
Køge2Sprint afvikles søndag den 2. juni fra kl. 10. Hvis man vil deltage, skal man blot møde op i almindeligt løbetøj ved Køge Orienteringsklubs klubhus, som ligger ved Køge Stadion på Stensbjergvej.
Kompas kan sagtens undværes, og kortet får man udleveret ved start.
pm

Søndag den 2. juni er der orienteringsløb i Køge.