John Bader er færdig med De Konservative
Spidskandidaten har meldt sig ud
John Bader har nu taget konsekvensen af sin uenighed med bestyrelsen i den konservative vælgerforening. Sent i aftes meddelte han lokalbestyrelsen, at både John Bader selv og hans hustru, Annalisa, melder sig ud af De Konservative.
Hans udmeldelse blev sendt pr e-mail med ordlyden:
"Hej alle. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over at bestyrelsen ikke har tillid til mig, men da jeg er valgt af et flertal på en lovlig generalforsamling, er det ikke jer der efter min mening bestemmer. Det gør vores partimedlemmer, de burde jo have lov til at komme med deres mening, og derefter kunne vi så have en afgørelse.
Da jeg ikke vil udsætte partiet (som jo i forvejen ligger tæt ved spærregrænsen) for mere splid, vælger jeg at melde mig ud af partiet fra d. dato, det samme gør min kone, så hermed min udmeldelse. Jeg fortsætter i byrådet som løsgænger.
Hilsen
John"
John Bader oplyser, at han ikke kan forestille sig at genopstille ved valget til november som løsgænger. Om han i mellemtiden bliver medlem af et andet parti, er endnu for tidligt at slå fast.
Vælgerforeningens formand, Søren Rix, kommenterede i går på den uenighed, der fører til bruddet. Han beklagede sagen, men slog fast, at John Baders beslutning om at sige nej i en udliciteringssag udgjorde et forligs- og tillids-brud, der umuliggjorde et fortsat samarbejde.