Aabenraa-elever vinder virksomhedsspil igen
Fem elever fra IBC Aabenraa har vundet finalen i Finansrådets Virksomhedsspil
For andet år i træk har en gruppe hhx-elever fra IBC Aabenraa vundet den nationale finale i Finansrådets Virksomhedsspil.
Rene Bennetzen, Tanja Nielsen, Mads Brander Ravn, Christine Frank Sønnichsen og Søren Nyborg Pedersen fra hh3a på IBC Handelsgymnasiet i Aabenraa deltog for andet år i træk i Finansrådets Virksomhedsspil - og for andet år i træk blev det til en sejr.
"Det var en spændende finale og vi regnede egentlig ikke med at vinde eller at gå så langt," fortæller de fem hhx-elever, for hvem det kom som en stor overraskelse at de gik hen og vandt igen.
Eleverne var meget glade for igen at have vundet virksomhedsspillet, som de deltog i frivilligt bare lige for at se hvor langt de kunne nå denne gang.
"Vi havde på ingen måde regnet med at komme så langt, hvilket bare gjorde sejren endnu bedre," fortæller de.
Spillet, der har til formål at lade unge under uddannelse prøve kræfter med det at være iværksættere, var i de indledende runder delt op i regionale mesterskaber. Eleverne fra IBC Aabenraa vandt i region Syddanmark, og dermed gik de helt automatisk videre til den nationale finale, der fandt sted den 18. april i Finansrådets Hus i København.