Tricktyv på spil i Skodborg
En mand har forsøgt at franarre værdier fra ældre borgere i Skodborg. I et tilfælde lykkedes det manden at stjæle et checkhæfte
Tre ældre borgere i Skodborg har haft besøg af en mand, som har forsøgt at franarre dem værdier.
I to af tilfældene opsøgte han borgere på Parkvej, men fik ikke noget ud af det. I det tredje tilfælde gik det ud over en ældre borger på Skodborg Nørregade, hvor det lykkedes for manden at stjæle et checkhæfte.
"Når han kommer frem og bakker på og ser, at det er ældre borgere, så forsøger han at franarre dem noget," siger Morten Alslev fra Lokalpolitiet i Vejen.
Manden beskrives som 30-35 år gammel, cirka 170 centimeter høj, lys i huden, kraftig af bygning og med karseklippet lyst hår.
Han var iført mørk trøje og mørke bukser.
"Han går rundt med en hvid bærepose med orange blomster på. I bæreposen er der tegninger og nogle kartonstykker med dansk tekst på," fortæller Morten Alslev.
Så hvis der er nogen, der har set manden, eller ved hvor han opholder sig, så vil politiet gerne høre om det.