Kasernevenner må tilbage til fronten
"Forsvaret opfører sig som om Haderslev Kaserne var lukket. Hvis ikke generalerne kan acceptere at vi er en del af forsvaret, så må politikerne træde i karakter," siger formanden for kasernevennerne i Haderslev, Ole Aaris
"Nu er det nok. Vi tager støvlerne på igen!"
Ordene er udtalt af formanden for kasernevennerne i Haderslev, Ole Aaris. Han fortsætter:
"Det kan virke som om, at Haderslev Kaserne trods bevarelsen slet ikke er blevet inviteret tilbage som en væsentlig brik i den samlede udviklingen af fremtidens forsvar. Det nye forsvarsforlig betød jo, at Haderslev Kaserne ikke skulle nedlægges som anført i Etablissementsanalysen fra maj 2012 samt i den Militærfaglige indstilling til Forsvarsministeren af 19. februar 2013."
"Vi står efter forliget i en helt ny situation, og de to skrifter samt foregående analyser bør i princippet hurtigst muligt makuleres og glemmes, og posen rystes på ny. Haderslev Kaserne blev bevaret, bl.a. fordi vi gentagne gange har påvist at der er faciliteter til at udnytte et stort potentiale med tilgang af enheder, så Haderslev Kaserne i fremtiden bliver en større del at en forsvarsmetropol i det sydjyske område og i den grad udnytte de synergier vi har påvist eksisterer. Man skal jo derfor ikke fortsætte som om intet var hændt. Den opfattelse sidder vi tilbage med," siger Ole Aaris.
"Så når man nu arbejder med flytte Danske Division til Karup og 1. Brigade til Holstebro sammen med Hærens Internationale Center hvor der skal skabes plads, er det lidt at lave grin med os. I Haderslev er der både plads, uddannelses og undervisningsfacilliter af høj standard samt øvelsesområder og skydebaner lige uden for døren," fortsætter han:
"Det giver ingen mening først at bevare Haderslev Kaserne for så derefter at tømme den, for slet ikke at tale om udnyttelse af faciliteter, der skal ofres millioner af kroner på at skabe andre steder," siger han og slutter med en opfordring:
"Kære generaler. Tag venligst beslutningen og Haderslev Kaserne seriøst! OG - Hvis de højtstående militære myndigheder ikke kan acceptere det nye forsvarsforlig og intentionerne bag det, samt at både Etablissementsanalysen og den Militærfaglige indstilling for Haderslev Kasernes vedkommende er historie, må de ansvarlige politikere gribe ind."