Fortsæt til indhold

Femhøj er favoritter

Skibbys cheftræner Ib Kristensen glæder sig til næste weekends lokalopgør mod Femhøj

Arkiv
Af David Foli

Skibby IK er startet foråret med to nederlag og en sejr. Det burde have været to sejre og et nederlag baseret ud fra spil og chancer i sidste weekends hjemmebanenederlag mod Mørkøv. "Men skarpheden manglede," siger Skibbytræner Ib Kristensen og fortsætter: "Spillet var rigtig godt. Bortset fra de to gange Mørkøv scorer i sidste minut af hver halvleg, så gik alt efter masterplanen. Det ødelagde festen for os," siger Ib Kristensen, som trods en placering i bunden af rækken ser positivt på foråret tre hidtidige kampe. "Jeg har en ok følelse efter de tre første kampe. Vi vandt den kamp, vi skulle vinde mod Tølløse i første runde, og så har vi så mødt de to tophold. Spillemæssigt er det en ok følelse, men jeg er ikke helt tilfreds med pointudbyttet. Vi skulle minimum have haft et point mod Mørkøv, og vi burde have fået tre point. Så det er en både-og på tilfredshedsskalaen," siger træneren. Han kan nu se frem til endnu en svær opgave, når hans hold på lørdag kl. 15 møder Femhøj på udebane. "Vi ser frem til kampen mod Femhøj. Det er et lokalopgør med alt hvad det indebærer, og det glæder vi os til," Siger Ib Kristensen, som mener, at Femhøj er favoritter til opgøret: "Vi kommer med god gejst og så må vi se, om vi kan få udnyttet nogle af de chancer, vi nu engang kommer frem til. Rent spillemæssigt har vi fået noget selvtillid, for vi spiller periodevis rigtig god fodbold. Men fodbold handler om at vinde og få nogle point, så på den konto har vi ikke fået noget ud af det de sidste par kampe. Men det må vi få lavet om på, og så må vi komme op og ride på den berømte hest igen, så vi er klar til på lørdag. Det kan gå begge veje, men Femhøj er favoritter på hjemmebane, og de ligger over os i tabellen." Kampen mellem Femhøj og Skibby spilles i Femhøj og kampens sparkes igang klokken 15.