Fortsæt til indhold

Sidder atter på tronen

SønderjyskE er ubestridt Danmarks bedste ishockeyhold - pokalmestre og nu også danske mestre

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Hvis den syvende finalekamp i årets AL bank Liga var fortsat blot ganske få minutter længere, ville den havde været den første finale, som endte på en anden dag end hvor den begyndte. Som alle andre kampe i serien var den én lang gyser - med en tyk streg under lang.
Det var tydeligt, at lige så gerne de to hold ville vinde denne syvende finale, lige så lidt ville de tabe den. Så det var både to meget stærke defensiver man oplevede i Scanel Hockey Arena. Og det var to hold, som gjorde næsten alt for at holde sig ude af straffeboksen.
Ovenpå en helt målløs ordinær spilletid, skulle man helt hen mod slutningen af kampens fjerde periode før afgørelsen faldt. Et dommedagshug af Tyler Gotto udløste en jubel, der sjældent er set magen til. Både i den nordjyske hal, hvor spillere, trænere og ledere fejrede sejren sammen med de cirka 300 heldige supportere, der havde fået billet. Men også hjemme i SE Arena, hvor 2.100 fulgte slaget på arenaens storskærme.

Der var fest og glade dage på isen efter sejren, der også blev fejret hjemme i SE Arena, hvor 2100 havde løst billet.

Svært at fatte

Paradoksalt for kampen og hele finaleserien som helhed, kom den SønderjyskE forløsning lige efter en gigantchance til nordjyderne, der var ved at få alle lyseblå hjerter til at gå i stå. Alle havde nok set pucken i mål - bortset fra kattesmidige Alfie Michaud, der på én eller anden måde fik slynget venstrehånden frem og fangede den drilske gummiklods før det gik galt.
Da Tyler Gotto umiddelbart efter huggede pucken ind bag Bryan Hogan i det nordjyske mål, gik der en rum tid før triumfen gik op for de spillere der var på isen. Først da brølet fra holdkammeraterne ramte de indre øregange kastede alle sig over den skudstærke back, der også var manden bag pokalsejren tilbage i februar.