Universe inviterer unge på sommerlejr
sommerlejr Danfoss Universe holder igen i år science camp, og det sker i ugerne 27,28 og 32. Der bliver i alt fem science camps med to overnatninger til børn og unge i aldersgruppen 12–16 år. Temaet for campen bliver årets særudstilling ”Speed”, hvor de unge kan se frem til fart og spænding og masser af oplevelser med naturvidenskab og teknik. Der er fokus på et højt aktivitetsniveau, sjov læring og de perfekte rammer for et godt fællesskab. I tre dage og to nætter skal de unge udforske naturvidenskaben på nye måder. De unge skal have naturvidenskaben og teknologien tæt på deres egen krop og lave sjove forsøg i parken. Deltagerne vil i år overnatte i Camp Universe, som er en ny lejrskolefacilitet tæt på parken. ”Vi glæder os til at byde Science Camp deltagerne velkommen i vores lejrskole Camp Universe. Her har vi de perfekte ramme for hyggelig aftenunderholdning, efter en dag spækket med naturvidenskab. Vi har med årets tema mulighed for at sammensætte et hæsblæsende program med masser af fart, sjov og spænding. Et program som både henvender sig til piger og drenge,” siger formidler og ansvarlig for science campen, Troels Nim Andresen. Tilmelding kan ske på www.universe.dk, og prisen for deltagelse på Science Campen er 1.500 kr. inkl. overnatning og forplejning.