25 år med amerikanske drømme
Amerikaner-bilklubben 'Moonlighters' kan i år fejre 25 års jubilæum. Det årlige træf på cirkuspladsen finder sted på lørdag
Det er tanken som tæller, siger man jo. Og det er der noget om for amerikanerbilklubben 'Moonlighters'. Klubben blev "født" på tanken i Maugstrup for 25 år siden, og nu holder klubben til på den tidligere tank i Øsby.
Den interesse, som medlemmerne samles om, har ikke forandret sig. Det handler om størrelse, lak, krom, læder - drømme. De højpotente amerikanerbiler, der leder tanker og følelser i retning af de lange lige veje, store vidder og højt til himlen.
Hvert år drager klubbens medlemmer rundt til mange 'træf' og viser bilerne frem. Og hvert år i begyndelsen af maj, afholder Moonlighters træf på Cirkuspladsen på Sydhavnsvej - Et træf, der plejer at tiltrække op imod 100 amerikanerbiler fra nær og fjern, og - alt efter vejret - mindst 500 lokale besøgende. Træffet finder sted på lørdag.
"Vi har et lidt større telt denne gang, men ellers er alt ved det gamle. Her vil være masser at kigge på, og man kan nyde lidt musik, pølser, øl og vand. Og hvis vejret er med os, laver vi et bål til børnene, så de kan lave snobrød," fortæller amerikanerbilklubben.
Traditionen tro indledes træffet med et "cruise" igennem Haderslev by. Med tilladelse fra ordensmagten kører de store biler ad en rute, der bringer dem helt ind i bymidten. Denne rundtur begynder klokken 10.00 og mellem klokken 11.00 og 17.00 er der åbent på pladsen ved havnen.