Fortsæt til indhold

Åbent hus på Den Kreative Skole

Oplev musik, drama, kunst og dans for børn og unge

Arkiv
Arkiv

Lørdag den 4. maj er der åbent hus på Den Kreative Skole, og her står hele 19 undervisere klar til at guide besøgende rundt i musikkens, dramaturgiens, billedkunstens og dansens verden. Det er fra kl. 11.00-13.15.
Festlighederne starter i skolens Store Sal med velkomst fra skolelederen, og hvor musikskolelærer Jørgen Andersen har en musikalsk overraskelse parat. Derefter der er rig mulighed for at gå på opdagelse i de mange tilbud.
"Alle kan komme og gå på opdagelse i vort inspirerende hus og opleve musik, drama, billedskole og dans. De kan prøve forskellige instrumenter, for uanset om man gerne vil synge i kor, tegne, spille keyboard eller få undervisning i flere fag på skolen, så har vi mulighederne," siger skoleleder Arne Gaardsted Jørgensen.
Flere elever vil gerne undervises inden for flere af skolens kunstformer. Derfor starter skolen i år en tværfaglig perfomancegruppe, som fredericianerne kan glæde sig til at opleve ved forskellige arrangementer i byen det kommende år.
Den Kreative Skoles nye brochure er udkommet og er delt ud på skolerne, ligesom brochuren ligger på biblioteket og fås ved henvendelse på Den Kreative Skole. Se også skolens hjemmeside www.dksfredericia.dk.